ENGLISH
DEUTSCH
DANSK
Dr. Phil. Jakob Jakobsen (1864-1918)
Born in Torshavn, Faroe Islands, Linguist and Folklorist. He collected the remnants of the Norse language, Norn, in the Shetland Islands, and made a great contribution to Faroese linguistic research.
Vensel Ulrich Hammershaimb (1819-1909)
Born in Sandavagur, Faroe Islands. Theologist, Linguist, and Folklorist. In 1846 he laid the foundations of the modern Faroese written language.
The Ancient Languages
The Faroese Language is West Norse. Today it is closely related to Icelandic and some West-Norwegian coastal dialects. But the linguistic area of West Norse was once considerably larger, and languages that were closely related to Faroese were spoken at the time of the Vikings, in the Shetland and Orkney Islands, the Hebrides, the Isle of Man, and parts of Ireland, Scotland and the West and North of England, besides Iceland and the Norse villages in Greeland.
In the course of time the language has died out in all these places except in Iceland and the Faroes. It lasted longest in the Shetland and Orkney Islands. But still today it is easy to see from thousands of Norse place names in the British Isles, where our ancostors have lived.
In Iceland and the Faroes the languages developed in different directions. It is not known when Faroese became an independent language, but from the beginning of the 15th century there is written evidence of its existence.
A Threatened Language
During the Reformation the native language was to replace Latin in the church, but since the Faroes were a part of the Danish-Norwegian Kingdom, the language of the church became Danish, not Faroese.
Gradually Danish became the official language and Faroese simply died out as a written language. However the people spoke nothing but Faroese, and there was also a rich Faroese literature, an impressive repertoire of lays and ballads to support the spoken language, and these were reverently told from generation to generation and supplemented by a great many newer ballads, stories and sagas.
The Pioneers
During the 18th century researchers began to be seriously interested in the Faroese language, and the first dictionary was written, but the authors, J.C. Svabo and N. Mohr had to create their own orthography, a kind of phonetics. Then people began to write lays, ballads, newer poetry and other kinds of literature with all kinds of orthography, and the need for a real written language became acute.
Hammershaimb’s Grammar
The Faroese theologian, later Rural Dean, V.U. Hammershaimb set up rules for a Faroese grammar. His grammar, with a number of corrections and small changes is still used today. Hammershaimb based his work on the Faroese language of the time, but the times were romantic, and this influenced the vocabulary and inflection. People reached back to their Norse roots, and the written language came very close to the old language. The main linguistic source was and is the great mediaeval poetry.
Jakobsen and Norn
Whilst V.U. Hammershaimb's linguistic work was of inestimable importance to the Faroese language, the linguistic researcher D. Phil. Jakob Jakobsen was of great importance to another West Norse language, Shetlandese, i.e. the extinct Shetlandic language. In the 17th century most Shetland Islanders still spoke Norn, as it is called, but in the centuries following it was replaced by low Scottish. When at the end of the 19th century the language was almost extinct, it was rescued from total obscurity at the last minute thanks to Jakob Jakobsen's works on the Norse languages of the Shetland Islands, Nordic place-names and an etymological dictionary. He travelled all over the Shetlands, visited many homes, found the language in odd words, incomprehensible rhymes and nursery rhymes, but seldom in longer sentences. However, he managed to find over 10,000 words.
The Folklorists
V.U. Hammershaimb and Jakob Jakobsen also contributed much to the documentation of Faroese folk culture. They collected lays, ballads, fairy stories, sagas, riddles, proverbs and other verbal traditions, described customs and traditions, spiritual and secular life and historical periods, and wrote learned theses on linguistic subjects. Their work contributed to the great wealth of Faroese literature that was to come.
A Modern Language
Thus the Faroese language has not only been preserved for future generations, but it has also shown itself capable of renewal and development so that from being a dialect it has become a flexible and versatile tool in today's society.
Hammershaimb und Jakobsen
Dr. Phil. Jakob Jakobsen (1864-1918)
Geboren in Tórshavn, Färöer. Sprachforscher und Ethnologe. Er sammelte die Reste der altwestnordischen Sprache »Norn« auf den Shetlandinseln und hatte außerdem große Bedeutung für die färöische Sprachforschung.
Vensel Ulrich Hammershaimb (1819-1909)
geboren in Sandavágur, Färöer. Theologe, Sprachforscher und Ethnologe. Er ist der Schöpfer der modernen färöischen Schriftsprache, die er in 1846 ausarbeitete und 1891 in ihrer endgültigen Form präsentierte.
Die altwestnordisches Sprachen
Die färöische Sprache stammt aus dem Altwestnordischen. Die nächstliegenden verwandten Sprachen sind heute Isländisch und gewisse Dialekte, die an der Westküste Norwegens gesprochen werden. Der Bereich der altwestnordischen Sprache war einmal bedeutend größer und Sprachen, die in Wirklichkeit sehr nahe mit der faröischen Sprache verwandt sind, wurden in der Wikingerzeit auf den Shetland- und Orkneyinseln, den Hebriden, der Insel Man, Teilen von Irland, in Schottland sowie West- und Nordengland gesprochen. Hinzu kommen Island und die nordischen Siedlungen in Grönland.
Mit Ausnahme von Island und den Färöern ist die altwestnordische Sprache im Laufe der Zeit von den genannten Inseln verschwunden. Am längsten hielt sie sich auf den Shetland- und Orkneyinseln, wo man heute noch die altwestnordische Sprache an den Ortsnamen, wo unsere nahen Verwandten wohnten, erkennen kann.
Zur Zeit der Reformation sollte das Latein in den Kirchen von der Muttersprache abgelöst werden. Weil aber die Färöer ein Teil des dänisch-norwegischen Reiches waren, wurde nicht die färöische, sondern eine andere Sprache - die dänische - Kirchensprache.
Nach und nach wurde die offizielle Sprache Dänisch, und Färöisch verschwand schlechthin als Schriftsprache. Das Volk sprach jedoch nie anders als Färöisch, außerdem hatte man eine reichhaltige faröische Literatur und ein beachtliches Repertoire von Gesängen und Liedern, die gute Anhaltspunkte gaben. Diese wurden pietätvoll von einer Generation an die andere mündlich überliefert und mit einer Flut neuer Lieder, Erzählungen und Sagen ergänzt.
Hammershaimbs Grammatik
Der färöische Theologe und spätere Propst V.U. Hammershaimb legte die Richtlinien für eine färöische Grammatik. Seine Rechtschreibungslehre ist, mit teilweisen Korrektionen und Änderungen, die gleiche, die heute noch benutzt wird. V.U. Hammershaimb ging von der derzeitigen Sprache aus, aber diese stammte aus der Zeit der Romantik und der Wortschatz und die Beugungen waren davon geprägt. Man ging deshalb zurück zu den altwestnordischen Sprachwurzeln, was zur Folge hatte, dass die Rechtschreibung nun dicht an der alten Sprache lag. Die große sprachliche Quelle jedoch, war und ist die umfassende mittelalterliche Gesangdichtung.
Jakobsen und „Norn“
Während die sprachwissenschaftliche Arbeit V.U. Hammershaimbs zu unschätzbarem Nutzen für die färöische Sprache wurde, hatte der Sprachforscher Dr. Phil. Jakob Jakobsen große Bedeutung für eine andere altwestnordische Sprache, nämlich die ausgestorbene shetländische Sprache „Norn“. Im 16. Jahrhundert sprachen die meisten Shetländer noch „Norn“, wie sie es nannten, aber in den folgenden Jahrhunderten wurde es von Niederschottisch verdrängt.
Als diese Sprache am Ende des 18. Jahrhunderts ihrem Schwanengesang entgegenging, wurde sie im letzten Augenblick, dank Jakob Jakobsens Werk über die altwestnordische Sprache auf den Shetlandinseln, den nordischen Ortsnamen, sowie einem etymologischen Wörterbuch, vor dem völligen Vergessen bewahrt. Er reiste überall auf den Shetlandinseln, besuchte viele Bewohner, fand die Sprache in einfachen Wörtern, unverständlichen Reihen von Wörtern und Reimen wieder, aber selten in längeren Sätzen. Es gelang ihm jedoch, über 10.000 Wörter zu finden.
Der Volkskultur
V.U. Hammershaimb und Jakob Jakobsen hatten große Bedeutung für die Dokumentation der faröischen Volkskultur. Sie sammelten Gesänge, Lieder, Märchen, Sagen, Rätsel, Sprichwörter und andere mündliche Überlieferungen, beschrieben Sitten und Gebräuche, geistliches und weltliches Leben, Aufschlüsse über historische Perioden und schrieben gelehrte Abhandlungen über sprachliche Themen. Ihre Werke trugen dazu bei, den Grundstock des danach kommenden Aufblühens der färöischen Literatur zu bilden.
Die färöische Sprache wurde damit nicht nur für die Nachzeit bewahrt, sondern es hat sich gezeigt, dass sie im Stande ist, sich zu erneuern und zu entwickeln, sodass sie, die ursprünglich die Sprache "einfacher Leute auf dem Lande" war, heute ein geläufiges und vielseitiges Werkzeug für alle Schichten ist.
Hammershaimb og Jakobsen
Dr. phil. Jakob Jakobsen (1864 -1918)
Født i Torshavn, Færøerne. Sprogforsker og folkemindesamler. Han samlede resterne af det norrøne sprog, norn, på Shetlandsøerne, og havde desuden en stor betydning for færøsk sprogforskning.
Vensel Ulrich Hammershaimb (1819-1909)
født i Sandavågur, Færøerne. Teolog, sprogforsker og folkemindesamler. Han lagde i 1846 grunden under det moderne færøske skriftsprog.
De vestnordiske sprog
Det færøske sprog er vestnorrønt. Dets nærmeste slægtninge er i dag islandsk og visse dialekter ved Norges vestkyst. Men det vestnorrøne sprogområde var engang betydelig større, og sprog, der var meget nært beslægtet med færøsk, taltes i vikingetiden på Shetlands- og Orkneyøerne, Hebriderne, Man, i dele af Irland, Skotland og Vest- og Nordengland, foruden Island og de norrøne bygder på Grønland.
I tidernes løb er sproget forsvundet fra alle disse nævnte steder, på nær på Island og Færøerne. Længst holdt det sig på Shetlands-og Orkneyøerne. Men den dag i dag er det nemt at se af de tusinder af norrøne stednavne på de britiske øer, hvor vore nære slægtninge har boet.
På Island og Færøerne kom sprogene til at gå hver sin vej. Hvornår færøsk er blevet et selvstændigt sprog, er uvist, men i begyndelsen af 1400-tallet har man sikre skriftlige beviser for sprogets eksistens.
Et truet sprog
Ved reformationen skulle modersmålet afløse latinen i kirken, men da Færøerne var en del af det dansk-norske rige, blev færøsk ikke kirkesprog derimod et andet sprog - dansk.
Efterhånden blev alt officielt sprog dansk - og færøsk forsvandt slet og ret som skriftsprog. Folket talte dog aldrig andet end færøsk, og man havde også en righoldig færøsk litteratur, et respektindgydende repertoire af kvad og viser, at støtte sig til, og de blev pietetisk overleveret mundtligt fra generation til generation og suppleret med et væld af nyere viser samt historier og sagn.
Sprogpionererne
I løbet af 1700-tallet begyndte videnskaben for alvor at interessere sig for det færøske sprog, og den første ordbog blev skrevet, men forfatterne, J.C. Svabo og N. Mohr, måtte skabe deres egen retskrivning, en slags lydskrift. Nu begyndte man også at nedskrive kvad, viser, nyere digtning og anden form for litteratur i alle mulige retskrivninger, og behovet for et egentligt skriftsprog blev efterhånden overvældende.
Hammershaimbs grammatik
Den færøske teolog, senere provst, V.U. Hammershaimb lagde retningslinjerne for en færøsk grammatik. Hans retskrivning er, med en del korrektioner og mindre ændringer, den samme, som benyttes i dag. Hammershaimb byggede vel på tidens færøske sprog, men tiden var romantisk, dette kom til at præge ordforråd og bøjningslære. Man søgte tilbage til de norrøne rødder, og retskrivningen kom til at ligge tæt op ad det gamle sprog. Den store sproglige kilde var og er den vældige middelalderlige kvaddigtning.
Jakobsen og ”norn”
Mens V.U. Hammershaimbs sprogvidenskabelige arbejde således var til uvurderlig gavn for det færøske sprog, havde sprogforskeren, dr. phil. Jakob Jakobsen en stor betydning for et andet vestnorrønt sprog, nemlig shetlandsk, d.v.s. det uddøde shetlandske sprog.
I 1600-tallet talte de fleste shetlændinger endnu hovedsagelig norn, som de kalder det, men i de følgende århundreder blev det trængt bort af lavskotsk.
Da sproget i slutningen af 1800-tallet sang sin svanesang, blev det i sidste øjeblik reddet fra fuldstændig glemsel, takket være Jakob Jakobsens værker om det norrøne sprog på Shetlandsøerne, og de nordiske stednavne, samt et etymologisk ordsprog. Han rejste overalt på Shetlandsøerne, besøgte mange hjem, fandt sproget i enkelte ord, uforståelige remser og børnerim, men sjældent i længere sætninger. Dog lykkededes det ham at finde over 10.000 ord.
Folkloristerne
V.U. Hammershaimb og Jakob Jakobsen betød endvidere meget for dokumentationen af færøsk folkekultur. De indsamlede kvad, viser, eventyr, sagn, gåder, ordsprog og andre mundtlige overleveringer, beskrev sæd og skik, åndeligt og verdsligt liv og historiske perioder, og skrev lærde afhandlinger om sproglige emner. Deres værker var med til at danne grundstammen i den opblomstring af færøsk litteratur, der skulle komme.
Det moderne sprog
Det færøske sprog er således ikke blot blevet bevaret for eftertiden, men det har også vist sig i stand til at forny sig og udvikles, så det fra at være et almuesprog er blevet et smidigt og alsidigt redskab i dagens samfund.
|
