THE FAROESE SHEEP
We must assume that the first inhabitants of the Faroes, the Irish hermit monks – “papar” -, have brought sheep to the islands, and in the earliest sources the islands are described as being the home of “count­less sheep and many different types of seabirds”.

In the course of the centuries, meat from the sheep has been the one sure basis of life for the population as well as seabirds, fish, seals and whales.  In earliest times wool was the most important export; some was woven into homespun before it was exported, but from the start of the eigtheenth century the export of wool stopped and instead they switched over to refining the raw material in the form of hosiery.  At the same time the export of homespun stopped almost entirely. The knitting of stockings became the main occupation of the popultion during the dark winter months.
Young and old gathered around the fireplace to work with the wool, the men carded and spun, the women knitted.  They sang to their work, one leading, the others striking up the verse and the repetitive choruses.  Fairy stories, genealogical legends and ghost stories were also related.  Thus this “kvøldseta” came to play a major role in the cultural life of the inhabitants.  The Faroese' tremendously rich lyrical tradition, the count­less medieval songs and later rhymes and ballads, spiritual songs, legends and fairy stories were firmly fixed in people's memories while they were working on the wool.
In the eighteenth and nineteenth centuries Faroese hosiery were every­day goods in Copenhagen from where they were re-exported to other Northern European countries such as Holland.  In the second half of the nineteenth century their export also included the famous Faroese jersies, goods which to this day play a considerable part in their export trade.

The Faroese breed of sheep has never been specially improved for wool production as are most modern breeds of sheep, and they must rather be described as being a more “prmitive” breed.  The sheep are hardy and frugal and can stay out at grass the whole year round.  It is a plesaure to watch how nimble they are at moving about on the steep mountain sides; with complete disregard of danger they jump out over dizzy heights, landing safely on narrow ledges lower down, and only ice and snow over longer periods is sufficient to make them lose their nerve.  A layer of thick, rough covering hair which can be 40 cm. long, gives protection against snow, rain and sleet, while an inner layer of shorter, softer woolly hair provides warmth in the chilly climate.
Faroese wool has especially good characteristics: - it is soft and warm and contains a lot of natural lanolin, but if the manufacture of soft wool­len goods is required, the coarse covering layer of hair is removed; - it is excellent for weaving.
In the traditional patterns, the wool's natural colours are used for pre­ference, ranging from deep dark brown, light brown and reddish through grey-brown and pure grey to white, but there are strong traditions for dyeing, based on moss, lichen and various plants from the Faroese flora.  Many interesting traditions are linked with the slaughter and prepara­tion of the sheep, the whole animal being used, including the entrails.

In some dishes meat or suet is mixed with fish.  Wind-dried fish is looked upon as the greatest delicacy, and in the autumn most of the meat is in fact hung up in special drying houses with slatted walls.  The meat does not go bad in the cool sea breezes, but dries sufficiently slowly that the taste is fully preserved - and by Christmas time it is ready for eating.  It can also hang for two years of course, if you prefer the meat to be harder.  The dried meat is eaten raw - and typical of it is the strong, rich taste.  Boiled, high sheeps heads are considered to be festive food.

As the sheep is of such special sig­nificance for the Faroe Islands,  (Faroe Islands means "the islands of the sheep”), it is understandable that the ram is included in the coat of arms.  This is seen for the first time on the island’s seal from the fourteenth century.

DET FÆRØSKE FÅR
Man formoder, at øernes første indbyggere, de irske eneboer­munke, ”paperne”, har bragt fåret til øerne, og i de tidligste kilder betegnes de som hjemsted for ”utallige får og mange forskellige arter af søfugle”.

I århundredernes løb har fårenes kød været befolkningens sikre livsgrundlag, foruden søfugle, fisk, sæler og hvaler.  I de ældste tider var ulden den vigtigste eksportvare, en del blev vævet til vadmel før den blev eksporteret, men fra begyndelsen af 1700 tallet standsede uldeksporten - og man gik i stedet over til at for­ædle råvaren i form af hoser.  Samtidig ophørte vadmeleksporten fuldstændig.  Hosestrikningen blev befolkningens hovedbeskæf­tigelse i de mørke vintermåneder.
Unge og gamle samledes omkring ildstedet for at arbejde med ulden, mændene kartede og spandt, kvinderne strikkede.  Man sang til arbejdet, en sang for, de andre istemte verset og det stadig tilbagevendende omkvæd.  Der blev også fortalt eventyr, slægts-historiske sagn og overnaturlige beretninger.  Således kom denne ”kvøldseta” til at spille en stor rolle for befolkningens kulturliv.  Færingernes umådelig rige lyriske tradition, de talrige middel­alderlige kvad og nyere kvad og viser, åndelige viser, sagn og eventyr fæstede sig i befolkningens hukommelse, mens ulden blev bearbejdet.
I 1700- og 1800-tallet var færøske hoser en almindelig kendt han­delsvare i København, hvorfra den blev videre eksporteret til an­dre lande i Nordeuropa, f.eks. Holland.  I anden halvdel af 1800-tallet omfattede eksporten også de berømte færø-trøjer, en han­delsvare, der den dag i dag spiller en vis rolle.

Den færøske fårerace er aldrig blevet forædlet specielt til uldpro­duktionen, som de fleste moderne fåreracer, men må betegnes som en mere ”primitiv” race.  Fårene er hårdføre og nøjsomme og kan gå ude hele året.  Det er en lyst at se, hvor dygtige de er til at

færdes på de stejle bjerge, med dødsforagt springer de ud over svimlende afgrunde for at lande sikkert på en smal afsats læn­gere nede, kun is og sne i længere tid tager modet fra dem.
Et lag tykke og stride dækhår, der kan være 40 cm lange, yder beskyt­telse mod sne, regn og slud, mens et indre lag kortere og blødere uldhår giver varme i det kølige klima.

Den færøske uld hår gode egenskaber, den er smidig, varm og indeholder meget naturligt lanolin, men hvis man vil fremstille bløde uldvarer, skiller man de grove dækhår fra, de egner sig for­trinligt til vævning.
I de traditionelle mønstre anvendes gerne uldens naturlige farve, fra dybt mørkebrunt, lysebrunt og rødligt over gråbrune og rene grå nuancer til hvidt, men der er rige traditioner for farvning, baseret på mos, lav og diverse planter fra den færøske flora.

Der knytter sig mange interessante traditioner til fårets slagt­ning og tilberedning, alle dele bliver benyttet, også indvoldene.  I nogle retter kombineres kød eller talg med fisk.  Det vindtørreede kød anses for for den største delikatesse, og det meste af kødet bliver da også ophængt om efteråret i særlige tørrehuse med tremmesider.  Kødet rådner ikke i den kølige havluft, men tørret så tilpas langsomt, at smagsstofferne bevares i fuldt mål - og ved juletid kan man smage på det.  Man kan også lade det hænge i to år, hvis man foretrækker hårdere kød.  Det tørrede kød spises råt -og karakteristisk er den stærke fyldige smag.
Kogte overhængte fårehoveder regnes for højtidsmad.

Da fåret har sådan en vigtigbetyd­ning for Færøerne (Færøerne be­tyder ”fåreøerne”) er det forståe­ligt, at man har sat en vædder i våbnet.  Dette ses første gang på øernes landssignet fra 1300-tallet
Vædderen figurerer på færøske myndigheders segl og våben i ti­dernes løb - og da den nationale bevægelse opstod i 1880-erne, blev vædderen et symbol, ligesom strandskaden.

SCHAF
Man vermutet, dass die ersten Einwohner, die irlschen Eremiten, die sogenannten „Papen", Schafe auf die Inseln mitgebracht hatten, und inden frühesten Quellen werdendiese Inseln als die Heimat „unzähliger Schafe und vieler verschiedener Arten von Seevögeln" bezeichnet.

Im Laufe der folgenden Jahrhunderte ist das Schaffleisch die sichere Lebensgrundlage gewesen, abgesehen von Seevögeln, Fischen, Seehunden und Walfischen.  Bereits in den ältesten Zeiten gehörte die Wolle zu den wichtigsten Exportartikeln.  Ein Teil davon wurde zu grobem Loden verarbeitet, ehe er exportiert wurde, aber vom Anfang des 17. Jahrhunderts an hörte der Wollexport auf.  Stattdessen ging man darauf über, die Rohware in Form von Strümpfen zu veredeln.  Gleichzeitig hörte auch der Export vom grobem Loden fast vollständig auf.  Das Stricken von Strümpfen wurde während der dunklen Wintermonate die Hauptbeschäftigung der Bevölkerung.
Junge und Alte versammelten sich um den heimlichen Herd um mit der Wolle zu arbeiten.  Die Männer rissen und spannen, und die Frauen strickten.  Man sang zur Arbeit. - Der eine sang vor, die anderen setzen beim Refrain und den Wiederholungen ein.  Es wurden auch Legendenerzählt; Sagen von den alten Geschlechtern und Erzählungen von übernatürlichen Dingen.  Auf diese Art begann die „Kvöldseta" eine grosse Rolle im Kulturleben der Bevölkerung zu spielen.  Die sehr reiche Tradition hinsichtlich Dichtung, die zahlreichen mittelalterlichen Gesänge und Gedichte und Lieder neuerer Herkunft, Gesänge von Geistern end Feen; Sagen und Erzählungen lebten, dadurch, während man die Wolle be-arbeitete, im Gedächtnis der Bevölkerung weiter.

Im 18. und 19. Jahrhundert waren färöische Strümpfe eine allgemein bekannte Handelsware in Kopenhagen, von wo diese in andere Länder in Nordeuropa weiterexportiert wurden, z.B. auch nach Holland.  In der zweiten Hälfte des 19. Jahrhunderts enthielt der Export auch die berühmten Färöer-Lodenjoppen - eine Handelsware, die auch heutzutage noch eine gewisse Rolle spielt.