BØUR, THE VILLAGE (STAMP)
ENGLISH Bøur is a tiny hamlet on the north side of Sørvágsfjørður, which had a population of 67 in 2002. The old houses in the village are bunched together with narrow lanes between them, and at the western end stands the cosy church, which was built in 1865. The beautiful view further west, to Tindhólmur, Gáshólmur and the two “drangar,” (tall, pointed clifftops sticking up from the sea) is as magnificent as anywhere in the Faroes. Bøur is an ancient settlement and is mentioned in a document dating from 1350, but it is probably older. The village is also mentioned as having a church in a document dated 1710, but it is not known when the first village church was built. Eiriksboði The best-known story from Bøur tells of a dispute about succession to property. Two brothers, Simun and Eirikur, owned all the village property jointly, but Eirikur was keen to have it divided. In the end Eirikur killed his brother, and then travelled over to Kirkjubøur to beg the bishop for mercy. The bishop was inclined to grant him absolution if he paid a large penalty to the bishop and to the church. Eirikur agreed, and the contract was carved out on a wooden beam. Eirikur sailed back to Bøur, but when he reached the still waters and thought he was out of danger, a great wave rose up, the boat capsized, and he was drowned. The hidden reef has been known ever since as Eiriksboði in memory of the event, and is situated on the inner side of Tindhólmur. To Steal Fire The village land consists of eighteen fields of enclosed and open land, most of it being owned by the king (and is now national property). Another old story tells how ownership passed to the king. The settlement was very tiny at the time, perhaps only a single household, and one day the fire in the hearth went out. This meant an ignominious journey to the next settlement to ask for fire, and a young girl was sent off to Sørvágur. She was lucky and found nobody at home, so she took some burning wood from the fire and hurried back home. Unfortunately the smoke from the fire had been seen, and the farmer from Sørvágur accused her of stealing the fire. As a penalty, most of Bøur became royal estate property.
Die kleine, gemütliche Ortschaft Bøur liegt an der Nordseite des Sørvágsfjørður. 2002 betrug die Einwohnerzahl 67. Die alten Häuser der Ortschaft liegen dicht gedrängt an schmalen Gassen, und ganz im Westen liegt die hübsche Kirche von 1865. Die Aussicht nach Westen zu den Inseln Tindhólmur, Gáshólmur und den beiden „drangar“ (herausragende Felsen in der See) ist die schönste und beeindruckendste auf den Färöern. Unterhalb der Häuser liegt ein kleiner Sandstrand, der seit 1972 als Fangstelle für Grindwale zugelassen ist. Bøur ist eine alte Ortschaft und wird in einem Dokument von etwa 1350 erwähnt, ist jedoch wahrscheinlich älter. Bøur ist auch ein alter Kirchort. So wird in einem Dokument von 1710 erwähnt, dass der Ort eine Kirche hatte. Wann die erste Kirche gebaut wurde, ist unbekannt. Eiriksboði Die bekannteste Sage von Bøur handelt von einem Erbstreit. Zwei Brüder, Símun und Eirikur, besaßen gemeinsam den gesamten Grundbesitz des Ortes, und Eirikur wollte diesen gerne aufteilen. Es endete damit, dass Eirikur seinen Bruder umbrachte und dann zum Bischof nach Kirkjubøur fuhr, um sich begnadigen zu lassen. Der Bischof war bereit, ihn gegen Zahlung eines hohen Bußgeldes an die Kirche und an den Bischof zu begnadigen. Eirikur war einverstanden, und die Vereinbarung wurde auf ein Stück Holz geritzt. Eirikur fuhr mit dem Boot nach Bøur zurück, und als er in die stillen Gewässer gekommen war und sich außer Gefahr glaubte, erhob sich eine Welle, so dass das Boot kenterte und Eirikur umkam. Die blinden Klippen heißen noch heute Eiriksboði und liegen an der Innenseite von Tindhólmur. Die Ländereien der Ortschaft bestehen aus 18 Flurstücken, von denen die meisten in königlichem (heute staatlichem) Besitz sind. Eine Sage berichtet darüber, wie sie in den Besitz des Königs kamen. Damals war die Ortschaft klein, womöglich nur ein Haus, und eines Tages ging das Feuer im Herd aus. Deshalb musste man zur nächsten Ortschaft gehen, um Feuer zu holen, was eine Schande war. Ein Mädchen wurde nach Sørvágur geschickt, und zum Glück war dort niemand zu Hause. Sie holte sich Feuer aus dem Herd und eilte nach Hause. Doch unglücklicherweise wurde der Rauch vom Feuer bemerkt, und der Bauer von Sørvágur zeigte sie des Diebstahls an. Da kam der größte Teil von Bøur in den Besitz des Königs.
Ce petit village chaleureux Bøur de 67 âmes (en 2002) se trouve sur la rive nord du fjord Sørvágsfjørður. Ses vieilles maisonnettes blotties les unes contre les autres sont séparées par d’étroits passages. À l’ouest se dresse la petite église de 1865 et vers Tindhólmur, Gáshólmur et les deux “drangar” (hauts rochers de forme pointue surgissant de la mer) la vue panoramique est magnifique et considérée comme la plus belle des îles Féroé. Bøur est un très ancien village. Il est mentionné dans un document datant d’environ 1350, mais il existait probablement déjà auparavant. C’est aussi un village paroissial et un document de 1710 mentionne son église. On ne connaît pas l’année de construction de la toute première église. Eiriksboði Un fameux récit de Bøur parle d’un désaccord de succession. D’après la légende, les deux frères Símun et Eirikur héritèrent du village entier. Eirikur avait hâte de faire le partage - tellement qu’il tua son frère. Eirikur partit ensuite à Kirkjubøur pour demander le pardon de l’évêque. Ce dernier le lui accorda à condition qu’il contribue largement à l’église et à l’archevêché. Eirikur accepta et leur accord fut gravé sur bois. Eirikur reprit donc un bateau pour Bøur. Arrivé dans les eaux calmes où l’on pouvait penser que tout danger était écarté, une énorme vague se souleva, renversa le bateau et Eirikur se noya. Ce brisant à l’intérieur de Tindhólmur a été nommé Eiriksboði, d’après l’infortuné. Les richesses du village sont ses dix-huit champs, pour la plupart des anciennes terres royales. Une légende explique comment le roi en est devenu propriétaire. Le village d’antan était minuscule, peut-être juste une maison. De temps à autre, les braises s’éteignaient et il fallait aller au village voisin quémander du feu, ce qui était un déshonneur. Une domestique fut envoyée à Sørvágur. Soulagée de trouver la maison vide, elle alluma sa bûche et retourna en courant vers sa ferme. Mais la fumée se voyait de loin et le paysan de Sørvágur l’accusa de vol. Son patron, étant responsable de ses actes, fut condamné à céder la majorité des terres de Bøur au roi.
Bygden Bøur er lille og hyggelig og ligger på nordsiden af Sørvágsfjørður. Folketallet var 67 i 2002. Bygdens gamle huse ligger i en tæt klynge med smalle gyder imellem, og længst mod vest ligger den hyggelige kirke, bygget i 1865. Udsigten mod vest til Tindhólmur, Gáshólmur og de to “drangar” (opragende høje og spidse klipper i søen) er den mest storslåede og smukke på Færøerne. Neden for husene er en lille sandstrand, og siden 1972 er den autoriseret som fangststed for grindehvaler. Bøur er en gammel bygd og er nævnt i et dokument fra ca. 1350, men den er sikkert ældre. Den er også gammel kirkebygd, og i et dokument fra 1710 er nævnt, at bygden havde kirke. Hvornår bygden fik sin første kirke er ukendt. Eiriksboði Det kendteste sagn fra Bøur er om arvestrid. To brødre, Símun og Eirikur, havde hele bygdens ejendom i fællesskab, og Eirikur var spændt på at få delt den imellem dem. Det endte med, at Eirikur slog sin broder ihjel og rejste så til biskoppen i Kirkjubøur for at bede om nåde. Biskoppen ville give ham forladelse, om han vilde bøde stort til kirke og biskop. Eirikur sagde ja, og aftalen blev ristet på et trækælve. Eirikur rejste så med båd tilbage til Bøur, og da han var kommen ind på stille vand og troede, at al fare var forbi, rejste en bølge sig, så båden kæntrede og Eirikur omkom. Det blinde skær hedder endnu Eiriksboði efter ham og ligger på indersiden af Tindhólmur. Den stjålme ild Ejendommen i bygden er 18 marker inden- og udengårds, og størstedelen af denne er kongsjord (nu landsjord). Et sagn fortæller, hvordan kongen blev ejer. Dengang var bygden lille, måske bare et hus, og det skete, at ilden på arnen gik ud. Man var derfor nødt til at gå til nærmeste bygd for at få ild, og det var vanære. En pige blev sendt til Sørvágur, og det var så heldigt at ingen var hjemme. Hun fik ild fra arnen og skyndte sig hjem igen. Men uheldigvis blev røgen fra ilden set, og bonden i Sørvágur anklagede hende for tyveriet. Da blev kongen ejer til størstedelen af bygden Bøur.
Bygdin Bøur er lítil og hugnalig og liggur á norðara armi á Sørvágsfirði. Fólkatalið var 67 í 2002. Tey gomlu húsini í bygdini liggja í einum trunka við smølum túnum ímillum, og vestast stendur hugnaliga kirkjan, sum er bygd í 1865. Útsýnið út móti Tindhólmi, Gáshólmi og Drongunum er helst tað stórbærasta og vakrasta í Føroyum. Fram við strondini er ein lítil sandur, og síðan 1972 er loyvt at drepa grind her. Bøur er gomul bygd, nevnd í Hundabrævinum frá um 1350, men er helst væl eldri. Hon er eisini gomul kirkjubygd, og í skrivligum keldum er nevnt, at kirkja var í Bø í 1710. Nær fyrsta kirkjan í Bø varð bygd er ikki greitt. Eiriksboði Tann kendasta søgnin úr Bø er um arvastríð. Tveir brøður, Símun og Eirikur, áttu alla jørðina í bygdini í felag, og Eirikur strongdi á at fáa býtt teirra millum. Tað endaði við, at Eirikur drap Símun og fór til bispin í Kirkjubø at lýsa víggið. Bispur lovaði honum fyrigeving, um hann gav kirkjuni og bispi góðar bøtur. Eirikur játtaði, og semjan varð skorin á eitt trækelvi. Eirikur so vestur aftur, og komin inn um Sund, helt hann seg vera komnan úr øllum vanda, men tá reistist ein boði seg og holvdi bátin, og Eirikur druknaði. Boðin eitur Eiriksboði og liggur innan fyri Tindhólm stutt úr landi. At stjala eld Eigindómurin í bygdini er 18 merkur innan- og uttangarðs, og av hesum eru 13¼ mørk kongsjørð og 4¾ mørk óðalsjørð. Ein søgn sigur frá, hvussu tað bar til, at meginparturin av jørðini fór undir kong. Tá hevur bygdin verið lítil, kanska bert tann eini garðurin. Eldurin á grúgvuni var útkólnaður, og fyri at fáa eld aftur mátti farast í grannabygdina at biðja lív,og hetta var hildið at vera skomm. Ein arbeiðskona var send inn til Sørvágs við ílæti at bera eld í. Eingin var inni, og hon tók nakrar gløður av grúgvuni og fór so rennandi aftur til Bíggjar. Men tá ið hon kom nakað áleiðis, fór at rúka úr ílætinum, og hetta var sætt úr Sørvági og meldað til myndugleikarnar. Tá fór henda jørðin undir kong. |
