ENGLISH
DEUTSCH
FRANCAISE
DANSK
FØROYSKT
The rock pigeon (Columba livia)
The rock pigeon is a member of the Columbidae family which comprises about 300 species that live everywhere in the world apart from the Arctic and Antarctic.
Something like 10,000 years ago, the rock pigeon was one of the first birds domesticated by man and, from them, birds of all colourings and physical varieties have been bred over the years. Among the domesticated variety, the carrier pigeon in particular is most familiar, and who hasn’t seen the flocks of pigeons that infest bigger cities? The rock pigeon is the progenitor of these pigeons, and many birds among the multicoloured city flocks more or less resemble the feral rock pigeons.
In many places, domesticated pigeons interbreed with the feral variety and thereby constitute a major threat to the original populations of rock pigeons, which have disappeared from many countries for this reason. One of the world’s least interbred populations of rock pigeons lives in the Faroes. A few people keep domesticated pigeons, almost exclusively in Tórs-havn, whereas keeping domesticated pigeons is forbidden on the island of Nólsoy. The rock pigeon is approximately 32 cm. long, has a wingspan of approximately 65 cm. and can be found in two different colourings. In the Faroes, 80% of them have blue-grey backs and wings, while about 17% have more or less spotted backs and wings (chequered). The remainder have a few white feathers or are more or less black. The reason for this is not necessarily because of interbreeding with domesticated pigeons, but could be due to the fact that they either lack pigment (albinism) or, on the contrary, have too much pigment in their feathers (melanism). The rock pigeon is a sedentary bird and most of them stay in the same place they were hatched throughout their lives. Rock pigeons are often seen flying in small flocks of ten to twenty individuals outside the breeding season when searching for food. At night, they sleep in hollows and cracks between large rocks on steep mountain slopes, often close to the sea, where they also breed in the summer.
Formerly, corn was grown in the Faroes and rock pigeons could do great damage to a newly-sown corn field. The birds were timid and difficult to shoot, but people took their young, if they could get hold of them.
Today, the rock pigeon is a protected species. Many people keep geese, chickens and sheep and feed them outdoors throughout the winter, which provides rock pigeons with a good chance of survival, and the existing Faroese breeding population has been estimated as 1,250 pairs.
Reproduction
The first rock pigeons begin building fairly loosely-constructed nests of straw, roots, seaweed and feathers at the end of March. Both males and females take part in nest building and hatching eggs, although the females probably do most of the work. Nests are often built beneath big rocks, in hollows or in cracks on a rock face (puffins and rock pigeons often breed in the same areas). Some pairs breed individually while others breed together, and others again breed in colonies, as is the case on Nólsoy, where 30-40 pairs breed in a narrow cliff hollow a few metres above sea level, east of the village.
Rock pigeons lay two white eggs that they sit on for about 17 days, after which the blind, yellow-downed young hatch. The parent birds produce crop milk, a secretion produced in the lining of their crops that they feed the young on for the first few days. Subsequently, the young are fed the same food eaten by the adult birds for the next month or so, after which they can fend for themselves a few days after leaving their nests.
Rock pigeons usually have two broods during the course of a summer and the young birds themselves breed in the following summer.
A number of young pigeons die during the first winter, while those that survive will live for an average of three years. The oldest rock pigeon we know of, however, lived to be nine years old and was ring-marked on Nólsoy.
Jens-Kjeld Jensen
Felsentaube (Columba livia)
Die Felsentaube gehört zur Familie der Tauben (Columbidae), die etwa 300 Arten umfasst und außer in der Arktis und Antarktis überall auf der Erde zu finden ist.
Vor vielleicht 10.000 Jahren war die Felsentaube einer der ersten Vögel, die der Mensch zähmte, und aus diesen domestizierten Vögeln sind im Laufe der Zeit durch Zucht Tauben in allen möglichen Farben und Formen entstanden. Von diesen Haustauben ist besonders die Brieftaube bekannt, und wer kennt nicht die Taubenplage in den größeren Orten? Diese Haus- und Straßentauben stammen alle von der Felsentaube ab, und deshalb kann man in den buntgemischten Schwärmen der Städte viele Tauben sehen, die den wilden Felsentauben noch mehr oder weniger ähneln.
Die domestizierten Tauben mischen sich vielerorts mit den wilden Felsentauben und stellen dadurch eine große Bedrohung für die ursprüngliche wilde Felsentaube dar, die aus diesem Grund bereits in mehreren Ländern verschwunden ist. Auf den Färöern gibt es den weltweit reinsten Bestand an Felsentauben. Praktisch nur in Tórshavn halten einige wenige Personen Haustauben, wogegen die Haltung von Haustauben auf der Insel Nólsoy ganz verboten ist.
Die Felsentaube ist ca. 32 cm lang, hat eine Flügelspannweite von ca. 65 cm und zwei verschiedene Farbstellungen. Auf den Färöern haben 80 % von ihnen einen blaugrauen Rücken und Flügel, während ca. 17 % an Rücken und Schwingen mehr oder minder schachbrettmusterartig gefleckt sind. Die übrigen Tauben haben einzelne weiße Federn oder sind mehr oder weniger schwarz. Die Ursache hierfür liegt nicht unbedingt darin, dass sie sich mit Haustauben vermischt haben, sondern kann auch auf einen Mangel an Pigmenten (Albinismus) bzw. auf einen Überschuss an Pigmenten in den Federn zurückzuführen sein (Melanismus).
Die Felsentaube ist ein Standvogel, und die Mehrzahl bleibt ihr ganzes Leben lang an dem Ort, an dem sie geschlüpft sind. Man sieht Felsentauben häufig in kleinen Schwärmen von zehn bis zwanzig Vögeln umherfliegen, wenn sie außerhalb der Brutzeit nach Nahrung suchen. Nachts schlafen sie in Höhlen und Spalten zwischen großen Steinen an steilen Felsen, meist in der Nähe des Meeres, wo sie im Sommer auch brüten. In früheren Zeiten wurde auf den Färöern Getreide angebaut, und damals konnten die Felsentauben großen Schaden auf den frisch eingesäten Getreidefeldern anrichten. Die Tauben waren scheu und schwer zu jagen, doch die Jungen nahm man ihnen, wenn man an sie herankommen konnte. Inzwischen steht die Felsentaube ganz und gar unter Naturschutz. Viele Menschen haben Gänse, Hühner und Schafe, die den ganzen Winter über draußen gefüttert werden, und so hat auch die Felsentaube eine gute Chance zu überleben. Heute wird der färöische Brutbestand daher auf 1250 Paare geschätzt.
Brut
Ende März beginnen die ersten Felsentauben, ein recht lockeres Nest aus Stroh, Wurzeln, Tang und Federn zu bauen. Männchen und Weibchen beteiligen sich beide am Nestbau und am Brutgeschäft, selbst wenn wohl das Weibchen den größten Anteil daran hat. Das Nest befindet sich meist unter einem großen Stein auf einem Felsvorsprung oder in einer Höhle oder Spalte an einem Felshang (Papageientaucher und Felsentauben brüten oft im selben Gebiet). Einige Paare brüten einzeln, während einige wenige Paare zusammen und andere wiederum in einer Kolonie brüten, wie u. a. auf Nólsoy, wo 30 bis 40 Paare in einer kleinen Felsenhöhle brüten, einige wenige Meter über der Meeresoberfläche direkt östlich des Ortes.
Die Felsentaube legt zwei weiße Eier, die sie in ca. 17 Tagen ausbrütet, wonach die blinden, mit gelbem Flaum bedeckten Küken ausschlüpfen. Die alten Tauben produzieren dann die sogenannte Kropfmilch, ein im Kropf gebildetes Sekret, mit dem die Jungen in den ersten Tagen gefüttert werden. Danach werden die Jungen etwa einen Monat lang mit dem gefüttert, was auch ihre Eltern fressen. Anschließend können sie bereits wenige Tage nach Verlassen des Nestes für sich selbst sorgen.
Die Felsentaube zieht normalerweise zweimal im Laufe eines Sommers Junge auf, und die Jungtauben selbst brüten bereits im nachfolgenden Sommer. Ein Teil der Jungtauben überlebt den ersten Winter nicht, aber die anderen Tauben erreichen ein durchschnittliches Alter von drei Jahren. Die älteste bekannte Felsentaube wurde jedoch ganze neun Jahre alt und war auf Nólsoy beringt worden.
Jens-Kjeld Jensen
Le pigeon biset (Columba livia)
Le pigeon biset appartient à la famille des Columbidae, pigeons et tourterelles qui comptent quelque 300 espèces et peuplent notre planète un peu partout, à l’exception de l’Arctique et l’Antarctique.
Il y a 10 000 ans, probablement, le pigeon biset était l’un des premiers oiseaux apprivoisés par l’homme. Il a donné lieu à une multitude de variétés de couleurs et d’apparences chez les pigeons. Nous connaissons tous l’oiseau d’élevage, le mythique pigeon voyageur, mais subissons aussi les ravages des pigeons dans nos grandes villes... Leur ancêtre est le pigeon biset et nous pensons parfois reconnaître cet oiseau sauvage dans les nuées très variées de nos villes.
Les variétés domestiques s’hybrident un peu partout avec les pigeons bisets sauvages, ce qui représente une véritable menace pour l’espèce sauvage, car le véritable pigeon biset a ainsi été rayé de la carte dans plusieurs pays. Les îles Féroé possèdent l’une des populations les plus pures de pigeons bisets. Ce n’est pratiquement que dans la capitale, Tórshavn, qu’il existe des pigeons domestiques : sur l’île de Nólsoy, il est tout simplement interdit d’avoir des variétés domestiques.
Le pigeon biset, qui existe dans deux couleurs différentes, mesure environ 32 cm. Ses ailes sont d’une envergure d’environ 65 cm. Aux îles Féroé, 80% de la population ont des ailes et le dos gris bleu, alors qu’environ 17% ont un dos et des ailes plus ou moins tavelés. Le peu d’exemplaires restants ont quelques plumes blanches ou sont plutôt noirs. L’explication n’est pas forcément un métissage avec des pigeons domestiques, car il peut aussi s’agir d’un manque de pigments (albinisme) ou, au contraire, d’une surproduction de pigments (mélanisme).
Le pigeon biset est un oiseau sédentaire qui, dans la plupart des cas, demeure là où il est né. On l’observe souvent en petites volées de 10 à 20 individus qui cherchent de la nourriture ensemble en dehors de la période de couvaison. La nuit, ils dorment dans des cavernes ou des crevasses, ou entre les grosses pierres sur les falaises. Ils préfèrent la proximité de la mer, car c’est là qu’ils se reproduisent l’été.
À l’époque où les îles Féroé cultivaient encore le blé, les pigeons bisets faisaient souvent grand ravage dans les champs nouvellement semés. Les pigeons étant très sauvages et difficiles à chasser, on tuait les petits dans la mesure du possible. De nos jours, le pigeon biset est complètement interdit à la chasse. Le fait que beaucoup de familles féroïennes ont des oies, des poules ou des moutons nourris à l’extérieur donne de bonnes conditions de survie aux pigeons bisets. On estime ainsi le contingent féroïen de pigeons bisets sauvages en âge de se reproduire à 1 250 couples.
La reproduction
Fin mars, les premiers pigeons bisets commencent à construire leur nid, peu compact, à base de brindilles, de racines, d’algues et de plumes. Le mâle aussi bien que la femelle participent à la construction et à la couvaison. Il n’en reste pas moins que la femelle est plus active que le mâle. Le nid est souvent placé à l’abri, sous une grosse pierre d’une corniche ou dans un trou ou une crevasse de la côte rocheuse (souvent en compagnie de macareux). Certains couples s’isolent, d’autre restent en petits groupes, tandis que d’autres encore préfèrent la vie en communauté dans une colonie, comme celle de Nólsoy, où 30 à 40 couples vivent, à l’est du village de l’île, dans une étroite crevasse rocheuse, à quelques mètres de la surface de la mer.
Le pigeon biset pond deux œufs blancs qu’il couve pendant environ 17 jours. Sortent ensuite des pigeonneaux aveugles et duvetés jaunes. Les premiers jours, les petits sont alimentés exclusivement avec du lait de jabot (une sécrétion en provenance du jabot du parent). Ensuite, pendant un mois, ils sont nourris avec la même nourriture que leurs parents, puis, peu de temps après avoir quitté le nid, ils deviennent autonomes : les pigeons bisets font habituellement deux nichées durant l’été, et les petits se reproduisent l’été suivant.
Une partie des pigeonneaux meurt le premier hiver, mais ceux qui survivent atteindront en moyenne l’âge de trois ans. Le doyen (connu) des pigeons bisets a atteint neuf ans ; il avait été bagué sur l’île de Nólsoy.
Jens-Kjeld Jensen
Klippedue (Columba livia)
Klippeduen hører til familien Columbidae, som indeholder ca. 300 arter, og som lever kloden rundt, bortset fra i Arctic og Antarctic.
For måske 10.000 år siden var klippeduen en af de første fugle, som mennesket havde tamt, og af dem er der igennem tiderne blevet fremavlet alle mulige farver og kropslige varianter. Af disse tamduer er især brevduen kendt og hvem kender ikke til due plagerne i de større byer? Disse duer er klippeduen stamfader til og derfor kan man i de brogede flokke i byerne se mange, som mere eller mindre ligner de vilde klippeduer. Tamduerne blander sig mange steder med de vilde klippeduer og er derved en stor trussel mod den oprindelige vilde klippedue, som er forsvundet fra flere lande af denne grund. Færøerne har en af verdens mindst blandede bestand af klippeduer. Det er næsten kun i Tórshavn, at nogle få personer har tamduer, hvorimod det er forbudt at have tamduer på øen Nólsoy.
Klippeduen er ca. 32 cm. lang, har et vingefang på ca. 65 cm. og findes i to forskellige farver. På Færøerne har 80 % af dem blågrå ryg og vinger, mens ca. 17 % har mere eller mindre plettet ryg og vinger (tavlet). De resterende har enkelte hvide fjer eller er mere eller mindre sorte. Årsagen til dette er ikke nødvendigvis, fordi de er blandet med tamduer, men kan også skyldes, at de enten blot mangler farvestof (albinisme) eller modsat har for meget farvestof i fjerene (melanisme).
Klippeduen er en standfugl, og de fleste forbliver hele livet på det sted, hvor de er klækket. Klippeduerne ses ofte flyve rundt i små flokke på 10-20 individer, når de søger føde uden for yngletiden. Om natten sover de i huler og sprækker eller mellem store sten på stejle fjelde, oftest tæt ved havet, hvor de også yngler om sommeren.
Før i tiden dyrkede man korn på Færøerne, og da kunne klippeduerne gøre stor skade på de nysåede kornmarker. Duerne var sky og svære at skyde, men ungerne tog man, hvis man kunne få fat på dem.
Nu er klippeduen totalfredet. Mange folk har gæs, høns og får, som bliver fodret udendørs hele vinteren igennem, og det giver klippeduen gode overlevelses muligheder, så i dag er den færøske ynglebestand vurderet til 1250 par.
Yngel
Sidst i marts måned begynder de første klippeduer at bygge en ret løs rede af blandede strå, rødder, tang og fjer. Både hannen og hunnen deltager både i redebygning og rugning af æggene, selv om det nok er hunnen, der tager det største slæb. Reden er oftest placeret under en stor sten på en klippehylde eller i et hul eller sprækker på en klippeside (lunder og klippeduer yngler ofte i samme område). Nogle par yngler enkeltvis, mens andre få par yngler sammen, mens andre igen yngler i en koloni, som bl.a. på Nólsoy, hvor 30-40 par yngler i en smal klippehule, nogle få meter over havoverfladen lige øst for bygden.
Klippeduen lægger 2 hvide æg, som den ruger på i ca. 17 dage, hvorefter de blinde og guldunede unger klækkes. De gamle duer producerer duemælk, som er et sekret, der produceres i kroen, og som dueungerne fodres med de første dage. Herefter fodres ungerne med det samme, som forældrene spiser i den næste måneds tid, hvorefter ungerne klarer sig selv, få dage efter at de har forladt reden. Klippeduen får almindeligvis 2 kuld unger i løbet af en sommer og ungerne yngler selv den efterfølgende sommer.
En del af dueungerne dør den første vinter, men dem, som klarer den, vil i gennemsnit blive 3 år gamle. Den ældste klippedue, vi kender til, blev dog hele 9 år gammel og var ringmærket på Nólsoy.
Jens-Kjeld Jensen
Bládúgva (Columba livia)
Bládúgvan er av slagnum Columbidae; til samans um trý hundrað sløg ið, tá ið póløkini eru frá, liva allastaðni á jørðini.
Bládúgvan er ein tann fyrsti alifuglur, sum menniskjan tamdi fyri um 10.000 árum síðan, og øll tey tomu dúgvu-sløgini við sínum ymsu støddum og fjølbroyttu litum eru undan henni. Ei dáni í, at marglittu býardúgvurnar, ið fyri mong eru ein sonn marra, í størri ella minni mun eru so líkar bládúgvuni. Kendasta slagið man helst vera brævdúgvan.
Tamar dúgvur eru ein hóttan móti bládúgvunum, tí tær parast ofta; og í mongum londum er bládúgvan av hesum ikki til longur. Í Føroyum er enn ein tann reinasti bládúgvustovnur í heimi. At kalla bert í Havn eru fólk – nøkur fá - ið hava heimadúgvur. Í Nólsoy eru tær bannaðar.
Bládúgvan er um 32 cm til longd-ar. Flogið er um 65 cm. Tvinnanda litbrigdi eru. Um 80% av føroysku bládúgvunum eru ljósagrábláar á baki og veingjum – harav navnið - meðan 17 % eru sprøklutar. So eru nakrar fáar, ið hava einstakar hvítar fjaðrar ella eru heldur døkkar. Hetta kemur neyvan av blending við tær tomu, heldur er hetta vegna ov lítið ella ov nógv litevni í fjøðrunum, á útlendskum nevnt albinisma og melanisma. Bládúgva er støðufuglur og heldur seg aloftast har, hon var klakt, alla ævi sína. Uttanfyri verpingartíð flúgva dúgvurnar saman í fylgi, eini tíggju til tjúgu í tali, og søkja sær føðina. Um náttina sova tær í holum og rivum í bjørgunum ella í urðargloprum og á rókum, har tær eisini eiga. Ikki so sjáldan er hetta í lundaurð.
Í kornvelting kundi bládúgvan fyrr í tíðini gera stóran skaða í nýsádda akrinum. Dúgvan var stygg og torskotin, men ungarnir vórðu tiknir, um til bar. Nú er bládúgvan friðað alt árið. Mong geva gásum, høsnum og seyði alt árið uttandura, og dúgvan ger sær dælt við hesum. Tí koma fleiri undan enn áður, og í dag meta menn stovnin at vera um 1250 pør.
Ungar
Um mariumessu (25. mars) fer blá-dúgvan at reiðrast. Bøgan ger reiðrið úr tilfari, ið steggin kemur við, turr strá, fjaðrar, tara og annað tílíkt. Bøga og steggi skiftast um at liggja á teimum báðum hvítu eggjunum. Eftir 16-18 døgum koma ungarnir út, gulir og blindir. Fyrstu dagarnar fáa teir flot úr kjósini, ið líkist mjólk og vit tí kunnu nevna kjósamjólk (danir nevna hetta duemælk og bretar crop milk). So fáa teir tað sama sum tey gomlu í umleið ein mánað. So rýma teir úr reiðrinum og søkja sær føðina sjálvir. Várið eftir fara teir sjálvir at klekja.
Summi pør vilja eiga hvørt einsæris, onnur nøkur fá pør saman og upp-aftur onnur í dúvubøli upp í eini 40 pør saman, eitt nú í holu fáar metrar oman fyri vatnskorpuna beint eystan fyri Nólsoyarbygd. Vanliga verpur dúgva tvær reisir árliga.
Í miðal gerst bládúgvan um trý ára gomul, um hon hórar undan fyrsta veturin. Tó vita vit um dúgvu, ið gjørdist níggju ára gomul. Hon var ringmerkt í Nólsoy.
Jens-Kjeld Jensen
|
