ENGLISH
DEUTSCH
FRANCAISE
DANSK
FØROYSKT
St. Brendan
As early as the 6th and 7th centuries Irish monks set out on long sea journeys to the west and north of Scotland and Ireland in open boats made of hides, the so-called curraghs, going far to sea to faraway islands. The purpose of these journeys was, among other things, to find solitary and peaceful locations where they could settle as hermits or establish monasteries. St. Brendan (Brandanus) is well known; he sailed the seas for nine long years and may have come as far west as to America. An abbot and confessor, Brendan was born in Ireland about 489 and died 580 at the monastery of Clonfert, one of the many monasteries which he is said to have founded. The Navigato Sancti Brendani, a legend from the 10th and 11th centuries which has survived in several manuscripts, tells the story of this journey:
Everywhere they encountered Christian hermits who received them well. They visited among other places, the 'Sheep Island' and the 'Birds Paradise' - a rocky island where no grass grew. The monks pulled the boat onshore at this island and lit a fire to cook some meat which they had been given by an islander at the Sheep Island. However, as the pan started boiling, the island began to shiver and move and the terrified monks fled on board the boat again. It turned out that the island was a whale which swam away to sea again with a burning fire on its back. The monks weathered storms and sailed against the wind on their further guest to the west; for months they drifted around at sea, landed on many strange islands and had to return to the Sheep Island. Here they were given provisions for forty days and finally, through thick fog, they reached the Promised Land where fruit trees grew everywhere.
Historians disagree as to how to interpret this legend. Some have claimed that Brendan reached the Faroe Islands and Iceland, possibly even Greenland and America. Most have regarded this assumption with some degree of scepticism - there are lots of islands around Scotland and Ireland.
The Irish history researcher and seaman Tim Severin is among those who believe that the story about Brendan is more than an ordinary legend of the Middle Ages, full of exaggerations and incredible events. Severin feels that many details in the course of events seem to indicate that there is a core of truth to the story which may render probable the fact that an Irishman may have discovered America 1000 years before Columbus and 400 years before Leif Ericson.
To prove that the journey across the Atlantic could actually be completed in the fragile vessels of the times, Tim Severin and four others in 1976 embarked on the dangerous expedition in a boat made from hides and an exact copy of the boat built 1500 years ago. The journey took them, among other places, to the Faroe Islands where Severin reckons the Sheep Island and the Bird's Paradise are to be found. The crew included the Faroese artist Tróndur Patursson.
The boat spent the winter on Iceland and the following spring, the most dangerous stage of the journey was completed. They weathered storms and saw ice, but after 50 days at sea and after a journey of more then 3500 nautical miles across the Atlantic Ocean, they reached Newfoundland.
St. Brendan
Bereits im 6. oder 7. Jahrhundert unternahmen irische Mönche weite Seereisen westlich und nördlich von Schottland und Irland in offenen Lederbooten, den sogenannten „currach“, wobei sie weit hinaus auf das Meer fuhren und entlegene Inseln erreichten. Mit diesen Reisen wurde u.a. beabsichtigt, einsame und friedliche Orte zu finden, an denen sie sich als Einsiedler niederlassen oder Klöster gründen konnten. Berühmt ist St. Brendan (Brandanus), der volle neun Jahre zur See fuhr und vielleicht so weit nach Westen wie nach Amerika vorstoß. Brandanus, Abt und Bekenner, wurde um 489 in Irland geboren und starb um 580 im Kloster Clonfert, einem der vielen Klöster, die er gegründet haben soll. Eine Legende aus dem 10. oder 11. Jahrhundert, Navigatio Sancti Brendani, die in mehreren Manuskripten vorliegt, berichtet über diese Reise:
Überall seien sie christlichen Einsiedlern begegnet, die sie gut aufgenommen hätten. Sie hätten u.a. die 'Schafsinsel' und das 'Vogelparadies' besucht - sowie eine Insel, die steinig und ohne Gras wäre. Die Mönche hätten das Boot auf den Strand dieser Insel hinaufgezogen und ein Feur angezündet, um Fleisch zuzubereiten, das sie von einem Bewohner der Schafinsel bekommen hätten. Als aber der Topf zum Kochen gebracht worden sei, habe die Insel angefangen zu beben und sich zu bewegen, so dass die Mönche entsetzt zurück zum Boot gestürzt seien. Die Insel habe sich als ein Wal entpuppt, der mit dem brennenden Feuer auf dem Rucken weitergeschwommen sei. Die Mönche hätten Unwetter und Gegenwind auf der weiteren Fahrt gegen Westen erlebt. Sie seien monatelang auf dem Meer herumgetrieben, hätten viele merkwürdige Inseln besucht und schliesslich zur Schafsinsel zurückkehren müssen. Hier hätten sie erneut Proviant für 40 Tage erhalten und dann endlich durch einen dicken Nebel das gelobte Land erreicht, wo überall Obstbäume wüchsen.
Historiker haben diskutiert, wie diese Legende zu deuten ist. Einzelne haben behauptet, dass Brendan die Färöer und Island, vielleicht sogar Grönland und Amerika erreicht habe. Die meisten stehen dieser Vermutung eher skeptisch gegenüber - vor Schottland und Irland gibt es ganz viele Inseln.
Der irische Geschichtsforscher und Seefahrer Tim Severin gehört zu denjenigen, die zu der Auffassung neigen, dass der Bericht von Brendan mehr ist als eine gewöhnliche Mittelalterlegende, voller Übertreibungen und phantasievoller Berichte von Wundern und unglaublichen Ereignissen. Nach Auffassung von Severin lassen viele Einzelheiten des Hergangs darauf schließen, dass die Geschichte einen wahren Kern berge, der es wahrscheinlich erscheinen lasse, dass Iren bereits 1.000 Jahre vor Kolumbus und 400 Jahre vor Leif Eriksson in Amerika gewesen seien.
Um den Beweis dafür zu erbringen, dass die Reise über den Atlantik tatsächlich mit den zerbrechlichen Fahrzeugen der damaligen Zeit durchgeführt werden konnte, zog Tim Severin 1976 zusammen mit vier anderen in einem Lederboot, das genau so gebaut war wie die Boote damals vor 1.500 Jahren, auf die gefahrenreiche Expedition hinaus. Die Reise ging u.a. zu den Färöern, wo nach Auffassung von Severin sowohl die 'Schafinsel' als auch das 'Vogelparadies' zu finden sind. Zur Besatzung gehörte der färöische Künstler Tróndur Patursson.
Das Boot überwinterte in Island, und im folgenden Frühjahr wurde die gefährlichste Etappe der Reise in Angriff genommen. Sie erlebten Sturm und Eis, aber nachdem sie 50 Tage auf See verbracht und 3.500 Seemeilen quer über den Atlantik zurückgelegt hatten, erreichten sie Neufundland.
Saint Brendan
Dès les 6è-7è siècles, les moines irlandais se lancèrent dans de grands périples à l'est et au nord de l'Ecosse et de l'Irlande sur des embarcations en peu de boeuf, appelées curragh, qui les emmenèrent parfois très loin sur des îles inconnues. Leur but était souvent de trouver des lieux déserts et paisibles pour y vivre en ermite ou y construire des monastères. Saint Brendan est l'un des plus célèbres de ces moines navigateurs: il silonna les mers pendant neuf ans en tout, poussant si loin vers l'ouest qu'il atteignit l'Amérique.
Abbé et missionaire, saint Brendan naquit en Irlande vers l'an 489 et mourut aux alentours de 580 dans le monastère de Clonfert, monastère que, selon certains historiens, il aurait fondé. Une légende relatée vers 900-1000 dans le Navigato Sancti Brendani, et que l'on retrouve dans d'autres manuscrits, fait allusion à ce voyage
Partout il rencontrèrent des anachorètes qui leur firent bon accueil. Au cours de leur périple, ils mirent pied sur 'l'île des Moutons' et sur 'le Paradis des Oiseaux'. Un jour, ils accostèrent sur un îlot de pierre où ne poussait aucune herbe. Nos moines tirèrent l'embarcation sur la rive et firent un feu pour cuîre la viande qu'un habitant de 'l'île des Moutons' leur avait offerte. Dès que la marmite se fut mise à bouillir, voilà que la terre commença à frémir et à bouger. Terrifiés, les moines se précipitèrent sur leur bateau. Ils s'aperçurent que ce qu'ils avaient pris pour un îlot était une baleine. L'animal s'en alla ainsi, un bûcher brûlant sur le dos. Poursuivant leur traversée vers l'ouest, les voyageurs essuyèrent les tempêtes, affrontèrent les vents contraires, ils errèrent pedant des mois et des mois sur l'océan et explorèrent des îles étranges. De querre lasse, ils refirent de nouvelles provisions pour 40 jours, reprirent la mer pour arriver enfin, par un jour de brouillard épais, sur la terre promise, où les arbres fruitiers poussaient à perte de vue.
Les historiens ne sont pas d'accord entre eux sur le sens à donner à cette légende. Quelques uns soutiennent que Brendan avait atteint les îles Féroé et l'Islande. Peutêtre même le Groenland et l'Amérique la plupart d'entre eux demeurent cepedant réticents: il y a en effet beaucoup d'îles autour de l'Ecosse et de l'Irlande.
L'historien et navigateur irlandais Tim Severin est de ceux qui pensent que le récit du voyages de saint Brendan est plus qu'un simple text de la Légende dorée, pleine d'exagérations, de faits imaginaires, de miracles et d'événements surnaturels. Selon lui, le text recèle de nombreux détails indiquant qu'il y a une parte de vérité dans la légende de saint Brendan. Ce qui permettrait de penser que les Irlandais auraient découvert l'Amérique 1000 ans avant Christophe Colomb et 400 ans avant Leif le Bienheureux.
Pour prouver que la traversée de l'Atlantique peut se fait sur des embarcations fragiles, Tim Severin entreprit en 1976, avec quatre coéquipiers, la périlleuse expédition sur un bateau construit exactement sur le modèle du vaisseau que saint Brendan avait construit 1500 ans auparavant. Les navigateurs mirent le cap sur les îles Féroé, en laquelle Severin, s'appuyant sur l'étymologie du nom, croit reconnaître 'île des Moutons' ('Fåreøen') et 'le Paradise des Oiseaux'. Parmi les membres de l'équipage, se trouvait l'artiste féroïen Tróndur Patursson.
Après avoir pris leurs quarties d'hiver en Island, l'expédition, dès le printemps venu, entama la partie la plus dangereuse du trajet. Elle atteignit Terre-Neuve après avoir assuyé tempêtes et glaces dans une traversée de 3500 milles marins qui dura 50 jours.
Sankt Brendan
Så tidligt som i 6.-7. århundrede foretog irske munke lange sørejser vest og nord for Skotland og Irland i åbne skindbåde, curragh, og nåede langt ud på havet til afsidesliggende øer. Formålet med disse rejser var bl.a. at finde ensomme og fredelige steder, hvor de kunne slå sig ned som eremitter eller oprette klostre.
Berømt er Skt. Brendan (Brandanus), som sejlede på havene i samfulde ni år og måske nåede så langt som til Amerika. Brandanus, abbed og bekender, blev født i Irland omkring 489, døde omkring 580 i klostret Clonfert, ét af mange klostre, som han siges at have grundlagt.
En legende fra 900-1000 årene, Navigato Sancti Brendani, der findes i adskillige manuskripter, beretter om denne rejse:
De skulle komme til at møde mange farer og udstå mange strabadser, opleve mærkelige ting og besøge gådefulde steder. Overalt mødte de kristne eneboere, der tog vel imod dem. Bl.a. besøgte de 'Fåreøen' og 'Fugleparadiset' - en ø, der var stenet og uden græs. Munkene trak båden op på bredden af denne ø og tændte et bål for at tilberede kød, de havde fået fra en øbo på Fåreøen. Men da gryden kom i kog, begyndte øen at skælve og bevæge sig, og munkene styrtede skrækslagne op i båden igen. Øen viste sig at være en hval, der svømmede til havs med det brændende bål på ryggen.
Munkene mødte uvejr og modvind på den videre færd mod vest, i månedsvis drev de om på havet, besøgte mange underlige øer og måtte vende tilbage til Fåreøen. Her fik de ny proviant til 40 dage og nåede omsider gennem en tyk tåge til det forjættede land, hvor frugttræer voksede overalt.
Historikere har diskuteret, hvordan denne legende skulle tolkes. Enkelte har hævdet, at Brendan nåede Færøerne og Island, måske endda til Grønland og Amerika. De fleste har stillet sig skeptisk over for denne formodning - der er masser af øer omkring Skotland og Irland.
Den irske historieforsker og søfarer Tim Severin er blandt dem, der mener, at beretningen om Brendan er mere end en almindelig middelalderlegende, fuld af overdrivelser og fantasifulde beretninger om underværker og utrolige hændelser. Severin finder, at mange detaljer i hændelsesforløbet tyder på, at der er en kerne af sandhed i historien, der kan sandsynliggøre, at irlændere har været i Amerika 1000 år før Columbus og 400 år før Leif den Lykkelige.
For at bevise, at rejsen over Atlanterhavet virkelig kunne gennemføres i datidens skrøbelige fartøjer, lagde Tim Severin i 1976, sammen med fire andre, ud på den farefulde ekspedition i en skindbåd, bygget nøjagtig som disse både var bygget for 1500 år siden. Rejsen gik bl.a. til Færøerne, hvor Severin mener 'Fåreøen' og 'Fugleparadiset' skal findes. Blandt besætningsmedlemmerne var den færøske kunstner Tróndur Patursson.
Båden overvintrede på Island, og følgende forår gennemførtes rejsens mest farefulde etape. De mødte storm og is, men efter at have tilbragt 50 døgn i søen og sejlet 3500 sømil over Atlanterhavet, nåede de New Foundland.
Sankta Brendan
So tíðliga sum í 6.-7. øld sigldu frómir írskir menn í skinnbátum, curragh, víða um høvini við bretsku oyggjarnar, og komu langt til havs til fjarlagdar oyggjar. Endamálið var millum annað støð, har teir í friði og einsemi kundu liva fyri sína kristnu trúgv. Tiltikin er Sankta Brandan, ið ferðaðist í samfull níggju ár um høvini og kanska kom so langt sum til Amerika.
Brandanus, ábáti og játtari, varð borin í heim í Írandi umleið 489, doyði umleið 580 í kleystrinum Clonfert, eitt av mongum kleystrum, ið hann skuldi hava grundað. Í halgisøgu frá 900- ella 1000 árunum, Navigato Sancti Brendani, sum finst í mongum handritum, verður greitt frá hesi ferð:
Mangastaðni møttu teir kristnum einabúgvum og nutu blíðskap, m.a. á grannaoyggjunum 'Seyðaoynni' og 'Fuglaparadísinum'. Nærindis teimum var ein grýtut berlig oyggj, har drógu teir bátin upp og kyndu bál at kóka kjøt, teir høvdu fingið frá einum manni á Seyðaoynni. Men tá ið potturin kókaði, fór oyggin at skelva og røra seg, og munkarnir máttu draga bátin sum skjótast og sleppa sær burtur haðani.
Hetta var ikki ein oyggj, men ein stórhvalur og teir sóu hann svimja avstað við bálinum á baki. Ferðin vestureftir gekst ikki væl, fleir mánaðir rókust teir á havinum, lendu á mongum løgnum oyggjum og endaðu aftur á Seyðaoynni. Men teir løgdu aftur til brots, sigldu í 40 dagar og komu umsíður gjøgnum tjúkkan mjørka til tað stóra landið, har frukttrø vuksu víða hvar.
Søgumenn hava sum vera mann verið ójavnir á máli um, hvussu hendan halgisøga skuldi tulkast. Summir vilja vera við, at Brandan kom bæði til Føroya og Íslands, kanska eisini til Grønlands og Amerika, teir flestu munnu ivast í, um nakað grundarlag er fyri slíkari giting - bretsku oyggjarnar eru mangar.
Írski søgugranskarin og sjómaðurin Tim Severin, var millum teirra, ið helt, at søgan um Brandan var meira enn vanlig hugfloygd miðaldarlig søga, full av undurverkum og ótrúligum tilburðum. Har mundi vera ein kjarni av sannleika, ið gjørdi tað sannlíkt, at írar høvdu verið í Amerika 1000 ár undan Kolumbus og 400 ár undan Leivi Hepna.
Til tess at prógva, at ein slík ferð yvir Atlantshav veruliga kundi gerast við opnum skinnbáti, helt hann í 1976 av stað saman við fýra monnum á einum fari, ið var smíðað nágreiniliga sum tey høvdu verið gjørd fyri 1500 árum síðan. Á leiðini løgdu teir inn í Føroyum, har Severin helt, at 'Seyðaoyggin' og 'Fuglaparadísið' mundu vera. Ein av manningini var føroyingur, Tróndur Patursson, listamaður úr Kirkjubø.
Um veturin varð steðgað í Íslandi, og várið eftir varð hildið fram vestureftir. Hetta var tann hættisligasti parturin av túrinum, teir komu í illveður og ís. Men eftir at hava verið 50 samdøgur á sjónum og siglt ein tein uppá 3.500 fjórðingar um Atlantshav, nomu teir land í New Foundlandi. |
