Die färöische Heimvolkshochschule - 1899-1999
Am zweiten Weihnachtstag im Jahre 1888 versammelten sich viele Menschen im Parlamentsgebäude (Tinghuset) in Tórshavn. Aufgrund des regnerischen und stürmischen Wetters waren die Straßen nicht befahrbar, so daß es mit Schwierigkeiten verbunden war, von den anderen Ortschaften und Inseln in die Hauptstadt zu kommen. Dennoch war der Sitzungssaal zum Bersten voll. Anlaß der Versammlung war eine kleine Anzeige in der Zeitung Dimmalætting vom 22. Dezember: 'Alle sind herzlich eingeladen, am zweiten Weihnachtstag um 3 Uhr nachmittags ins Parlamentsgebäude zu kommen, in dem wir darüber reden wollen, wie man die färöische Sprache und Kultur verteidigen kann'. Die Einladenden waren eine Gruppe von Dichtern und anderen Kulturpersönlichkeiten. Auf dieser berühmten Weihnachtsversammlung wurde das Gedicht 'Sprachenstreit' vom 22jährigen Jóannes Patursson aus Kirkjubøur vorgelesen. Einleitung des Gedichts ist ein Aufruf, daß es jetzt in diesem Land an der Zeit sei, uns durch Handschlag gegenseitig zu verpflichten, für das Gedeihen der färöischen Sprache arbeiten zu wollen.


Reden wurden gehalten und viele haben das Wort ergriffen. Schließlich einigte man sich auf einen Beschluß, der darauf hinauslief, daß der Muttersprache in der Schule, der Kirche und allen öffentlichen Angelegenheiten ein höherer Stellenwert eingeräumt werden soll, und daß im schulischen Geschichtsunterricht die Geschichte der Färöer zu berücksichtigen ist. Im Beschluß stand auch, daß daran gearbeitet werden soll, eine färöische Heimvolkshochschule zu gründen. Im Januar des nächsten Jahres wurde die Färöische Vereinigung gegründet, die zwei Ziele anstrebte, nämlich zum einen, daß die färöische Sprache zu Ehre und Recht kommen soll und zweitens, daß die Bewohner der Färöer in allen Bereichen zusammenhalten und sich entwickeln sollen, damit sie autark werden. Mit diesen Absichtserklärungen hatte die neue nationale Bewegung den Kurs eingeschlagen, der nunmehr seit mehr als einem Jahrhundert verfolgt wird. Seit der Reformation war die Kirchensprache Dänisch gewesen und bei der Einführung eines färöischen Schulwesens im neunzehnten Jahrhundert wurde Dänisch auch Unterrichtssprache. Die färöische Sprache hatte als Schulfach keine Rechte und mehrere Generationen der Bewohner der Färöer konnten ihre eigene Sprache nicht schreiben. Eine färöische Heimvolkshochschule konnte unabhängig vom öffentlichen Schulwesen einen Unterricht mit färöischem Inhalt anbahnen.

Die Idee, auf der die Heimvolkshochschulen basieren, stammt aus Dänemark. Die Bewegung hatte ihren Ausgangspunkt in der Demokratie, die 1848 in Dänemark den Absolutismus abgelöst hatte. N.F.S. Grundtvig, der den Anstoß zur Volkshochschulbewegung gab, war der Meinung, daß das Volk, wenn es sich an der Regierung des Landes beteiligen sollte, besser informiert werden müßte, als dies in der Volksschule möglich war. Das Volk müßte sich selbst, also seine Geschichte und seine Kultur, kennenlernen. Dabei sollten jedoch nicht die Prinzipien, die in den eigentlichen Hochschulen angewandt wurden, zum Tragen kommen. Sinn der Sache war es nicht, daß alle gelehrte Spezialisten sein sollten. Statt des Buches und des Auswendiglernens vertrauten Grundtvig und Christen Kold, der die Idee verwirklichen sollte, vielmehr auf das gesprochene Wort, das mit Begeisterung in der Muttersprache vorgetragen werden sollte.

Die Heimvolkshochschulbewegung stieß auf den Färöern auf reges Interesse. Seit den 70er Jahren des neunzehnten Jahrhunderts hatte eine Vielzahl von Bewohnern der Färöer dänische Heimvolkshochschulen besucht. Insbesondere die Vallekilde-Heimvolkshochschule war beliebt. In diesen Heimvolkshochschulen waren natürlich dänische Sprache, dänische Geschichte und dänische Literatur der Ausgangspunkt. Sowohl Bewohner der Färöer als auch dänische Vertreter der Heimvolkshochschulbewegung, die großes Verständnis für das nationale Erwachen des färöischen Volkes hatten, wußten, daß man, wenn die nationale färöische Bewegung bestehen sollte, eine auf dem färöischen Volk basierende Heimvolkshochschule auf den Färöern gründen müßte.

Símun av Skarði und Rasmus Rasmussen

Zwei junge Bewohner der Färöer beschlossen, sich für die Sache einzusetzen: Símun av Skarði und Rasmus Rasmussen. Símun av Skarði (1872-1942) wurde in der kleinen Ortschaft Skarð auf Kunoy geboren. Im Lehrerseminar in Tórshavn traf er Sanna Jacobsen aus Tórshavn. Sie absolvierten beide als Lehrer im Jahre 1896 und verlobten sich. Schon zu diesem Zeitpunkt hatte sich Símun dazu entschlossen, nicht in der staatlichen Schule zu arbeiten. Sie würden zusammen eine Volkshochschule gründen und die färöische Jugend für sich gewinnen. Símun av Skarði besuchte im selben Jahr die dänische Heimvolkshochschule in Askov.

Rasmus Rasmussen (1871 - 1962) aus Miðvágur auf Vágar kam 1892 zur Heimvolkshochschule in Vallekilde, wo er zwei Jahre geblieben ist. Später begab er sich zur Heimvolkshochschule Askov, wo er zum ersten Mal Símun av Skarði traf, der ihm natürlich seine Pläne zur Gründung einer Heimvolkshochschule auf den Färöern mitteilte. Sie einigten sich auf eine Zusammenarbeit und begannen, sich auf die Aufgabe vorzubereiten. Zwei Winter und zwei Sommer waren sie Schüler der Heimvolkshochschule Askov; später besuchten sie für ein Jahr die pädagogische Fortbildungsschule (Statens Lærerhøjskole) in Kopenhagen. Simun studierte insbesondere Geschichte und Sprachen, während Rasmus Naturgeschichte und Mathematik studierte.

Sanna av Skarði und Anna Suffía Rasmussen

Die färöische Heimvolkshochschule - Føroya Fólkaháskúli - wurde im Winter 1899 in provisorischen Räumlichkeiten in Klaksvík gegründet, die durch einen Kaufmann zur Verfügung gestellt worden waren. Rasmus heiratete die Schwester von Símun: Anna Suffía av Skarði. In den ersten Jahren hat sie sich um den Haushalt gekümmert. Im selben Jahr wurde mit dem Bau der Heimvolkshochschule begonnen. An einer schönen Küstenstrecke westlich von Klaksvík fanden sie unter einem steilen Berghang einen geeigneten Ort, den sie Fagralíð (schöner Berghang) tauften. Rasmus, der gelernter Zimmermann war, hat das Gebäude zusammen mit anderen Männern aus den Nordinseln errichtet. Im nächsten Winter war das Haus bezugsfertig, die Schüler konnten aber erst am 28. November kommen. Sanna av Skarði reiste in diesem Sommer zur dänischen Heimvolkshochschule Vallekilde, um hier Kenntnisse der Haushaltsführung und der Handarbeit zu erlangen, so daß sie in der Heimvolkshochschule Fagralíð den Haushalt führen und unterrichten könnte.


Viele Hindernisse mußten überwunden und alle Kräfte aufgeboten werden. Die wirtschaftliche Lage war äußerst gespannt; die Idee fand jedoch breite Unterstützung in der Bevölkerung. Die jungen Idealisten fanden überall eine positive Haltung zur Heimvolkshochschule vor. Im ganzen Land wurden Geldspenden für die Heimvolkshochschule gesammelt und die Schule hatte viele Freunde. Die Umgebung der Schule war schön und idyllisch. Die Lehrer konnten abends zusammen mit den Schülern im Fjord angeln und in den Bergen wandern. Dies war so lange möglich, wie die Lehrer noch jung und stark waren. Zugleich stellte sich jedoch heraus, daß die abgelegene Lage der Schule äußerst unpraktisch war. Es gab keine Straßenanbindungen, so daß alle Waren, u.a. Kohle, mit dem Ruderboot transportiert oder auf dem langen Weg über den Berg aus Klaksvík auf dem Rücken getragen werden mußten. Die Schule mußte schließlich nach Tórshavn verlegt werden. Im Jahre 1909 wurde das Gebäude auseinandergenommen und etwas westlich der Hauptstadt wiederaufgebaut. Hier befindet sich die färöische Heimvolkshochschule immer noch. Die Stadt ist seither stetig gewachsen, so daß die Heimvolkshochschule nunmehr inmitten der Stadt liegt. In den ersten Jahren waren die räumlichen Verhältnisse beengt, ab den 50er und 60er Jahren des 20. Jahrhunderts ist die Schule jedoch erheblich erweitert worden. Sie hat z.B. einen geräumigen Eßsaal, eine geräumige Küche, einen großen Turnsaal und zeitgemäße Zimmer bekommen. In den 80er Jahren des 20. Jahrhunderts wurde die Schule außerdem durch zwei benachbarte Gebäude erweitert. Der heutige Leiter der färöischen Heimvolkshochschule ist der Philosoph und Dichter Rói Patursson (1947 geboren).

Die Heimvolkshochschule hat für die nationale Identität der Färöer eine große Rolle gespielt. In den ersten drei Jahrzehnten stellte sie die einzige Möglichkeit des Volkes dar, einen gründlichen Unterricht in der färöischen Sprache, Literatur und Geschichte zu erhalten. Hier wurden Gottesdienste in färöischer Sprache mit färöischen Kirchenliedern abgehalten. Das öffentliche Schulwesen hat sich geweigert, seine dänische Identität aufzugeben, wurde aber im Laufe der Zeit doch erheblich vom Geiste der Heimvolkshochschule beeinflußt. Hier hat die Heimvolkshochschule ihre vielleicht größte Rolle gespielt. Im Laufe der letzten drei Jahrzehnte kann man sagen, daß das amtliche Schulwesen endlich eine färöische Identität erhalten hat. Das kleine färöische Volk ist aber nunmehr mit den großen Herausforderungen der heutigen Informationsgesellschaft konfrontiert und braucht somit weiterhin eine lebendige Heimvolkshochschule.

La haute école populaire des îles Féroé 1899 – 1999
Le 26 décembre 1888, un grand rassemblement a lieu au siège du gouvernement à Tórshavn. Il fait très mauvais - il pleut, le vent souffle avec violence et les routes sont impraticables. Il est donc difficile de voyager pour les villageois et d'arriver jusqu'à la capitale. La salle est, pourtant, pleine à craquer. Un petit mot dans le journal 'Dimmalætting“ le 22 décembre a annoncé cette réunion : 'Tous les Féroïens sont invités au siège du gouvernement le 26 décembre à 15 heures pour participer à une discussion sur la protection de la langue et de la culture féroïennes.' Les hôtes sont un cercle de poètes et d'autres personnalités culturelles. Pendant cette fameuse réunion de Noël, le poème 'La guerre linguistique' de Jóannes Paturson de Kirkjubøur, âgé de 22 ans, est récité. Ce poème commence par un appel aux Féroïens pour œuvrer ensemble, et encourager le développement de la langue féroïenne.


Beaucoup de gens se prononcent lors de la réunion et ils se mettent finalement d'accord sur une résolution. Elle implique que la langue féroïenne doit être privilégiée à l'école, à l'église et dans tous les services publics. De plus, l'accent doit être mis sur l'histoire féroïenne pendant les cours d'histoire à l'école. La résolution indique également qu'il faut créer une Haute École Populaire (Folkehøjskole) aux îles Féroé. L'année suivante, au mois de janvier, l'association féroïenne (Den Færøske Forening) est fondée. En premier lieu, elle doit lutter pour les droits et pour l'honneur de la langue féroïenne. Son deuxième but vise à unir les Féroïens et à développer leur pays dans tous les domaines pour qu'il puisse se rendre indépendant. Avec ces déclarations d'intention, ce nouveau mouvement national montre une autre direction que celle suivie pendant plus de 100 ans. Depuis la Réforme, la langue liturgique avait été le danois, et après l'instauration d'écoles féroïennes au 19e siècle, le danois était aussi devenu la langue d'enseignement. Le féroïen n'était pas privilégié comme matière d'enseignement et plusieurs générations de Féroïens ne savaient pas écrire dans leur propre langue. Une haute école populaire féroïenne, indépendante du régime scolaire officiel, pourrait ouvrir la voie pour un enseignement principalement féroïen.

Cette idée d'une école populaire vient du Danemark. Elle découle de la démocratie qui a remplacé le pouvoir absolu en 1848. N.F.S Grundtvig disait que si le peuple devait participer à la gestion du royaume, il lui faudrait une meilleure éducation que celle offerte par l'école primaire. Le peuple devrait apprendre à connaître sa propre histoire et sa culture. Mais les connaissances ne pouvaient pas être acquises par la méthode appliquée dans les établissements d'enseignement supérieur. Tout le monde ne pouvait pas devenir un étudiant spécialisé. Plutôt que d'utiliser des livres et d'exiger l'apprentissage par cœur, Grundtvig et Christen Kold, qui devaient réaliser l'idée, comptaient sur 'la parole vivante' prononcée dans la langue maternelle avec zèle.

Le mouvement des hautes écoles populaires connut un grand succès aux îles Féroé. Depuis 1870, un grand nombre de Féroïens avaient fréquenté ces écoles au Danemark et notamment celle de Vallekilde. Mais dans ces écoles, le point de départ était naturellement la langue, la culture et la littérature danoises. Les Féroïens, comme les Danois du mouvement, comprenaient l'importance de l'instruction du peuple féroïen et la nécessité d'établir une haute école populaire féroïenne, basée sur la culture des îles Féroé, pour que le mouvement nationaliste puisse survivre.

Símun av Skarði et Rasmus Rasmussen

Deux jeunes Féroïens vont prendre cette affaire en mains : Símun av Skarði et Rasmus Rasmussen. Símun av Skarði (1872-1942) est né dans le village Skarð sur l'île de Kunoy. À l'école normale d'instituteurs à Tórshavn, il rencontre Sanna Jacobsen. Tous deux obtiennent leur diplôme en 1896, et ils se fiancent. Déjà à cette époque, Símun a décidé qu'il ne veut pas travailler à l'école primaire, mais créer une haute école populaire avec sa future épouse et ainsi toucher les jeunes Féroïens. Cette même année, Símun av Skarði visite l'école d'Askov au Danemark.

Rasmus Rasmussen (1871-1962), originaire de Miðvágur sur l'île de Vágar, reste deux ans, de 1892 à 1894, à l'école de Vallekilde, avant de passer du temps à l'école de Askov. C'est là qu'il rencontre pour la première fois Símun av Skarði qui lui confie ses projets concernant la création d'une haute école populaire aux îles Féroé. Ils décident de travailler ensemble et commencent à se préparer à leur mission. Ils passent deux étés et deux hivers à l'école d'Askov avant de prendre une année à l'Ecole des Hautes Etudes Pédagogiques du Danemark. Símun étudie l'histoire et les langues et Rasmus prend des cours d'histoire naturelle et de mathématiques.

Sanna av Skarði et Anna Suffía Rasmussen

La haute école populaire des îles Féroé (Føroya Fólkaháskúli) ouvre ses portes en 1899 ; elle s'installe provisoirement dans des locaux mis à la disposition par un commerçant à Klaksvík. Rasmus se marie avec Anna Suffía av Skarði, la sœur de Símun, et c'est elle qui s'occupe des tÂches ménagères au début. La construction de l'école commence la même année. Elle sera située sur le beau littoral à l'ouest de Klaksvík, au bord d'une falaise. Ils nomment l'endroit Fagralíð (la belle côte). Rasmus, qui a une formation de charpentier, construit la maison avec des hommes des îles du Nord, et l'hiver suivant, l'édifice est achevé. Les élèves n'arrivent que le 28 novembre. Ce même été, Sanna av Skarði va à l'école de Vallekilde pour apprendre les tâches ménagères et les travaux d'aiguille pour qu'elle puisse s'occuper de ces tâches et de l'enseignement à l'école de Fagralíð.


Les difficultés étaient nombreuses et il fallait faire des efforts. La situation économique était très difficile, mais les Féroïens soutenaient largement les jeunes idéalistes et faisaient preuve d'une attitude très positive à l'égard de la haute école populaire. Une collecte d'argent eu lieu dans l'archipel et l'école avait beaucoup d'amis. Les environs de l'école étaient pittoresques et idylliques, et les élèves partaient le soir à la pêche avec les professeurs, où ils se promenaient dans les montagnes. C'était possible parce que les enseignants étaient jeunes et forts, mais ils se rendaient aussi compte qu'il n'était pas pratique d'avoir une école aussi éloignée de tout. Il n'y avait pas de liaison routière, et tous les produits, comme par exemple le charbon, devaient être amenés en bateau à rames ou par porteur de Klaksvík en traversant la montagne. Il devint rapidement nécessaire de transférer l'école à Tórshavn. En 1909, le bâtiment fut démonté et réédifié à l'ouest de la capitale. Depuis, l'école a toujours eu son adresse ici. Tórshavn s'est agrandie et aujourd'hui, la haute école populaire est située au milieu de la ville. Au début, on y vivait étroitement, mais à partir des années 1950-1960, l'école s'est considérablement agrandie : il y a maintenant un spacieux réfectoire, une cuisine, un gymnase et des chambres modernes. Dans les années 1980, l'école a encore agrandi en englobant deux maisons voisines. Le directeur de l'école actuel est le philosophe et poète Rói Patursson (né en 1947).

La haute école populaire a joué un rôle capital pour l'identité populaire féroïenne. Les trois premières décennies, c'était le seul endroit où le peuple pouvait suivre des cours de langue, de littérature et d'histoire féroïennes de haut niveau. L'école faisait aussi les services en féroïen, accompagnés de psaumes féroïens. Le système scolaire officiel insistait sur son identité danoise, mais au fur et à mesure, il fut influencé par l'esprit de la haute école populaire. C'est peut-être dans ce domaine que l'école a joué son rôle le plus important. Ces 30 dernières années, le système scolaire officiel a enfin trouvé une identité féroïenne, mais la société d'information actuelle constitue un nouveau défi pour la population féroïenne, et l'existence d'une haute école populaire vivante sera toujours nécessaire.

Færøernes folkehøjskole (1899 – 1999)
Anden juledag i 1888 samledes mange mennesker i tinghuset i Tórshavn. Vejret var dårligt - det regnede og stormede og vejene var ufremkommelige, således at det var svært at komme fra de andre bygder og øer til hovedstaden. Alligevel var tingsalen stuvende fuld. Anledningen til mødet var, at en lille bekendtgørelse havde stået i avisen Dimmalætting den 22. december: 'Alle og enhver indbydes til at komme i tinghuset anden juledag kl. 3 e.m. hvor vi vil tale om, hvordan man kan forsvare færøsk sprog og kultur'. Indbyderne var en kreds af digtere og andre kulturpersonligheder. På dette berømte julemøde blev digtet 'Sprogstrid' af den 22 år gamle Jóannes Patursson fra Kirkjubøur oplæst. Digtet indledes med en appel om, at nu er stunden kommet i dette land til at man bør give hinanden håndslag på at ville arbejde for det færøske sprogs fremme.


Der blev holdt taler og mange havde ordet. Til sidst enedes man om en resolution, der drejer sig om, at modersmålet skal have større rettigheder i skolen, kirken og i alle offentlige anliggender, og i skolens historieundervisning skal der lægges vægt på Færøernes historie. I resolutionen stod der også, at der må arbejdes for at oprette en færøsk folkehøjskole. I januar måned året efter blev Den Færøske Forening stiftet. Den skulle kæmpe for: 1. At det færøske sprog skal opnå ære og rettighed, 2. At få færinger til at stå sammen og udvikle sig på alle områder, således at de kan klare sig selv. Med disse hensigtserklæringer havde den nye nationale bevægelse stukket den kurs ud, som nu har været gældende i mere end et århundrede. Fra reformationen havde kirkesproget været dansk, og med indførelsen af et færøsk skolevæsen i det nittende århundrede blev dansk undervisningssprog. Færøsk havde ingen rettigheder som skolefag, og flere slægtled af færinger kunne ikke skrive sit eget sprog. En færøsk folkehøjskole kunne uafhængigt af det officielle skolevæsen bane vejen for en undervisning med færøsk indhold.

Idéen om folkehøjskolen er dansk. Den har sin oprindelse i folkestyret, der afløste enevælden i 1848. N.F.S. Grundtvig havde det syn, at hvis folket skulle deltage i rigets styre, måtte folket have en bedre oplysning end den, der kunne fås i børneskolen. Folket skulle lære sig selv at kende - sine egen historie og kultur. Men dette skulle ikke ske efter den læst, som højere undervisning på lærde eksamensintitutioner praktiserede. Det var ikke meningen, at alle skulle være studerede specialister. I stedet for bogen og udenadlæren stolede Grundtvig og Christen Kold, der skulle føre idéen ud i livet, på det levende ord båret frem med ildhu på modersmålet.

Højskolebevægelsen vakte stor interesse på Færøerne, og fra 1870'erne havde en lang række færinger været elever på danske folkehøjskoler. Det var især populært at opsøge Vallekilde højskole. Men på disse højskoler var udgangspunktet naturligvis dansk sprog, historie og litteratur. Både færinger og danske højskolefolk, der havde stor forståelse for den færøske folkelige vækkelse, var klar over, at hvis den færøske nationale bevægelse skulle have en fremtid, måtte der etableres en færøsk folkehøjskole, der byggede på færøsk folkelig grund.

Símun av Skarði og Rasmus Rasmussen

To unge færinger besluttede at arbejde for denne sag: Símun av Skarði og Rasmus Rasmussen. Símun av Skarði (1872-1942) var født i den lille bygd Skarð på Kunoy. På lærerseminariet i Tórshavn mødte hann Sanna Jacobsen fra Tórshavn, de fik begge lærereksamen i 1896 og blev forlovet. Allerede på dette tidspunkt havde Símun besluttet at han ikke skulle arbejde i folkeskolen - de skulle sammen stifte en folkehøjskole og få fat i den færøske ungdom. Símun av Skarði opsøgte samme år Askov højskole.

Rasmus Rasmussen (1871 - 1962) fra Miðvágur på Vágar opsøgte i 1892 Vallekilde højskole, hvor han var i 2 år. Siden opsøgte han Askov højskole. Her traf han for første gang Símun av Skarði, som naturligvis indviede ham i sine planer om at oprette en højskole på Færøerne. De enedes om at arbejde sammen, og gik i gang med at uddanne sig til hvervet. To vintre og to somre var de elever på Askov højskole, siden tog de et år på Statens Lærerhøjskole i København. Símun læste især historie og sprog, Rasmus læste naturhistorie og matematik.

Sanna av Skarði og Anna Suffía Rasmussen

Føroya Fólkaháskúli startede vinteren 1899 i foreløbige lokaler i Klaksvík, stillet til rådighed af en købmand. Rasmus giftede sig med Símuns søster Anna Suffía av Skarði. Hun stod for husholdningen de første år. Samme år påbegyndtes opførelsen af højskolen. På en naturskøn kyststrækning vest for Klaksvík under en stejl fjeldside fandt de et egnet sted. De døbte stedet Fagralíð (den fagre li). Rasmus, som var uddannet tømrer, opførte bygningen sammen med andre mænd fra Nordøerne, og den følgende vinter stod huset færdigt, men eleverne kunne først komme den 28. November. Sanna av Skarði tog samme sommer til Vallekilde højskole for at få kundskab til husførelse og håndarbejde, således at hun kunne stå for husholdningen og undervise på Fagralíð højskole.


Mange forhindringer skulle overvindes, og der skulle lægges kræfter i. Den økonomiske situation var yderst vanskelig, men idéen havde bred støtte i befolkningen, overalt mødte de unge idealister en positiv holdning til højskolen. Der blev samlet penge ind over hele landet, og højskolen havde mange venner. Skolens omgivelser var smukke og idylliske, sammen med eleverne kunne lærerne fiske i fjorden om aftenen og gå på vandreture i bjergene. Dette kunne lade sig gøre, så længe lærerne var unge og stærke, men det viste sig samtidig uhyre upraktisk at have skolen på et så afsides sted. Der var ingen vejforbindelse - alle varer, bl.a. kul, skulle fragtes med robåd eller bæres på ryggen den lange vej over fjeldet fra Klaksvík. Det blev nødvendigt at flytte skolen til Tórshavn. I 1909 blev bygningen taget ned og opført igen et godt stykke vest for hovedstaden, og her har højskolen siden holdt til. Byen er vokset over alle grænser, og Færøernes Folkehøjskole står nu midt i byen. De første år var forholdene trange, men fra 1950-60'erne er skolen blevet udvidet betydeligt, den har fået rummelig spisesal, køkken, gymnastiksal og tidssvarende værelser. I 1980'erne blev skolen yderligere udvidet med to nabobygninger. Højskoleforstander i dag er filosoffen og digteren Rói Patursson (f.1947).

Højskolen har haft stor betydning for færøsk folkelig identitet. De første tre årtier var dette det eneste sted, hvor folket kunne få grundig undervisning i færøsk sprog, litteratur og historie, og her holdt man gudstjenester på færøsk med færøske salmer. Det offentlige skolevæsen ville nødigt slippe sin danske identitet, men efterhånden påvirkedes det meget af ånden fra højskolen. På dette område har højskolen måske spillet sin største rolle. I løbet af de sidste tre årtier kan man sige, at det officielle skolevæsenet omsider har fået en færøsk identitet, men det lille færøske folk står foran store udfordringer i dagens informationssamfund, og der er fortsat brug for en levende folkehøjskole.

Føroya fólkaháskúli 1899 – 1999
Annan jóladag í 1888 savnaðust mong fólk í tinghúsinum í Havn - hetta var einasta stóra høli í landinum tá. Hóast veðrið var ólagaligt - regn og vindur og ringt geingi, so illa bar til at koma av bygd til Havnar, vóru mong møtt. Tingstovan var stúgvandi full. Orsøkin var ein lítil lýsing, ið hevði staðið í Dimmalætting 22. desember: 'Ein og hvør bjóðast at koma í tinghúsið annan jóladag kl. 3 e.m., har sum vit atla at samráðast um at verja Førja mál og Førja siðir'. Á hesum tiltikna Jólafundi varð yrkingin 'Málstrev' eftir tann 22 ára gamli kirkjubøskingin Jóannes Patursson upplisin, m.a. hesi orðini:

Nú er tann stundin komin til handa
á hesum landi,
at vit skulu taka lógvatak saman
máli til frama.


Røður vórðu hildnar og fleiri høvdu orðið. At enda varð fundarsamtykt gjørd, ið snúi seg um, at móðurmálið skuldi hava størri rætt í skúla, kirkju og í almennum viðurskiftum yvirhøvur, og í skúlaverkinum skuldi dentur leggjast á Føroya søgu. Í fundarsamtyktini stendur eisini, at virkast skal fyri at seta á stovn ein føroyskan fólkaháskúla. Í januar árið eftir varð Føringafelag stovnað. Endamál felagsins vóru 1. At fáa Føroya mál til æru. 2. At fáa føroyingar at halda saman og ganga fram í øllum lutum, at teir mugu vera sjálvbjargnir. Við hesum hevði tann unga tjóðskaparrørslan sett sær mál og mið, sum nú í meira enn eina øld hava verið galdandi.

Hugsjónin um fólkaháskúlan er donsk. Hon rann av fólkastýrinum, ið avloysti einaveldið í 1848. N.F.S Grundtvig gjørdi sær greitt, at skuldi fólkið taka lut í landsins stýri, mátti fólkið hava eina betri upplýsing enn hana, ið fæst í barnaskúlanum. Fólkið skuldi læra seg sjálvt at kenna - sína egnu søgu og mentan. Men hetta skuldi ikki vera eftir tí leisti, sum hægri undirvísing á lærdum próvtøkulæruskúlum vanliga nýttu. Ætlanin var ikki at gera allar danir til bóklærdar serfrøðingar. Í staðin fyri bókina og uttanatlæruna litu Grundtvig og Christen Kold, ið skuldi føra hugsjónina út í lívið, á tað livandi orðið borið fram við eldhuga á móðurmálinum.

Tann fyrsti føroyingur, vit vita um, at hendan grundtvigska háskúlarørsla hevur ávirkað sjónliga, er ein Havnargenta: Elin á Húsum (deyð 1904), ið fór blaðung til Danmarkar. Seinni búsettist hon aftur í Føroyum. Sagt verður um Elina, at hon 'fjaldi ikki tann bjarta eld, sum kveiktur var í ungu sál hennara, men læt hann lýsa og hita uttan um seg, har hon fór'. Hvussu var og ikki - frá 1870-árunum og restina av 19. øld vóru umleið 200 ungir føroyingar næmingar á donskum fólkaháskúlum. Men á hesum háskúlum - m.a. Vallekilde, ið mangir føroyingar vóru næmingar á, bygdi frálæran sum vera man á danskt mál, danska søgu og danskar bókmentir. Bæði føroyingar og donsk háskúlafólk vóru greið yvir, at skuldi tann føroyska tjóðskaparstevnan hava eina framtíð, mátti fólkaháskúli setast á stovn í Føroyum. Ein háskúli, ið bygdi á føroyska tjóðmentan.

Símun av Skarði og Rasmus Rasmussen

Tveir ungir føroyingar gjørdu av at fáa hetta í lag: Símun av Skarði og Rasmus Rasmussen. Báðir vóru bornir til kongsfesti, men søgdu tey frá sær til tess at gerast háskúlamenn. Símun av Skarði (1872 - 1942) var sum navnið sigur borin í heim á Skarði í Kunoy. Hann fór á læraraskúlan í Havn og hitti har Sonnu Jacobsen úr Havn, tey tóku læraraprógv bæði í 1896 og vórðu trúlovað. Longu tá gjørdi Símun av, at hann skuldi ikki starvast í fólkaskúlanum - tey skuldu saman stovna háskúla og hava fatur á føroyska ungdóminum. Símun fór sama ár niður á Askov háskúla.

Rasmus Rasmussen (1871 - 1962) úr Miðvági fór í 1892 niður á Vallekilde háskúla, var har tveir vetrar og fór síðan á Askov háskúla. Á Askov hitti hann á fyrsta sinni Símun, sum eyðvitað legði ætlan sína fram um at stovna háskúla í Føroyum. Teir samdust báðir um at útinna hetta, og fóru at útbúgva seg til starvið. Tveir vetrar og tvey summar á Askov, síðan eitt ár á Statens Lærerhøjskole í Keypmannahavn. Símun las serliga søgu og mál, Rasmus las náttúrulæru og støddfrøði.

Sanna av Skarði og Anna Suffía Rasmussen

Føroya Fólkaháskúli byrjaði veturin 1899 í einum húsum hjá Jóan Peturi Olsen, keypmanni á Stongunum í Klaksvík. Símun av Skarði varð háskúlastjóri. Rasmus giftist við Onnu Suffíu av Skarði, systur Símunar. Hon stóð fyri húsarhaldinum á háskúlanum hesa fyrstu tíðina. Farið varð beinanvegin undir at fyrireika bygging av skúlahúsum. Undir Hálsinum í Vágshaga funnu teir staðið, har skúlin skuldi standa, og teir góvu staðnum navnið Fagralíð. Rasmus, ið var útbúgvin timburmaður, smíðaði saman við øðrum norðoyingum, og veturin eftir stóð skúlin í Føgrulíð liðugur, men næmingarnir kundu ikki koma fyrr enn 28. november. Sanna fór summarið 1900 á Vallekilde háskúla, og ætlanin var longu tá at taka við starvinum sum matmóðir og lærarinna á háskúlanum í Føgrulíð. Tá ið hon var heimaftur komin, giftist hon við Símuni.


Tað var tógvið stríð at fáa hesa ætlan at bera til. Ikki lá væl fyri at fáa fígging, men hugsjónin hevði dygga undirtøku í fólkinum, føroyingar tóku so væl ímóti háskúlanum, at teir vóru fúsir at hjálpa. Um allar Føroyar varð peningur savnaður inn, og háskúlin hevði mangar vinir. Plássið í Føgrulíð var sjáldsama vakurt, saman við næmingunum kundu lærararnir dyrgja summarkvøld ella standa á seiðabergi, og gera útferðir niðan í fjøllini. Hetta bar til, so leingi lærarafólkini vóru ung, men tá ið saman um kom, var tað ov óhøgligt at sita so fyri - eingin var vegurin, øll vøra, m.a. kol, skuldi førast við bát úr Klaksvík ella berast um hálsin. Avgjørt varð tí at flyta skúlan til Havnar. Í 1909 vórðu húsini tikin niður og bygd upp aftur á Frælsinum í Havn, og har hevur Føroya Fólkaháskúli síðan hildið til. Trongligt var tey fyrstu árini, men í 1950-60árunum varð skúlin víðkaður, fekk nýggja matarhøll, køk, fimleikarhøll og tíðarhóskandi næmingakømur. Í 1980árunum vórðu tvinni grannahús keypt, og umstøðurnar eru nú rúmligar og góðar. Stjóri í dag er Rói Patursson, heimspekingur og skald. (Steinbjørn keypti Haraldsstovu í 1970 unum; Hansastova (Hans Eirikstoft) bleiv keypt í 1992).

Háskúlin hevur hesa øldina havt ómetaliga stóran týdning fyri føroyskan tjóðskap og samleika. Ta fyrstu triðingsøldina var hetta einasta stað, har fólk kundu fáa holla undirvísing í føroyskum máli og bókmentum, og her vórðu havdar guðstænastur á føroyskum og við føroyskum sálmum. Skúlin hevur havt avgerandi týdning fyri føroyska málmenning, og tað er kanska mest honum fyri at takka, at føroyskt hevur vunnið tey rættindi í almennum viðurskiftum, sum tað nú hevur. Tað almenna skúlaverkið vildi treyðugt sleppa sínum danska innihaldi, men sum frá leið rein andin frá háskúlanum við. Her hevur háskúlin kanska havt sín størsta týdning. Ta seinastu fjórðingsøldina kann sigast, at tann føroyski skúlin er umsíður við at fáa ein føroyskan samleika, men okkara fámenta fólk stendur fyri stórum avbjóðingum í dagsins samskiftisheimi, og enn er brúk fyri einum livandi fólkaháskúla.