25 Jahre Postverk Føroya
(Text von 2001)
Vor 25 Jahren kam es zwar zu einer Art Zeitwende, die Geschichte der Post auf den Färöern datiert aber noch länger zurück. Die erste Poststelle wurde bereits im März 1870 in Tórshavn eingerichtet. Damals unterlag die Postverwaltung noch  der dänischen Oberhoheit, weshalb die dänische Generalpostdirektion das damalige Mitglied des dänischen Parlaments, den Gemeindevorsteher H.C. Müller, mit der Wahrnehmung der Belange der dänischen Postverwaltung auf den Färöern beauftragte.



Im ersten Jahr gestaltete sich der Betrieb der Poststelle nicht einfach. Es gab viele Gesetze, Rechtsverordnungen und Bekanntmachungen, die zu beachten waren, wobei die älteste Regelung aus dem Jahre 1694 stammte. Zum 1. April 1871 trat ein neues Postgesetz in Kraft, wodurch insgesamt 28 Gesetze, Rechtsverordnungen, Tarifsätze und Erlasse aus der Zeit zwischen 1694 und 1868 aufgehoben wurden.

Das Porto betrug zum 18. Februar 1870 8 Schillinge für Briefe bis 15 Gramm und 16 Schillinge von 15 bis 250 Gramm. Bereits zum 1. April 1871 wurden die Färöer aber dem inländischen, d.h. dänischen, Portogebiet zugeordnet, in dem das Porto für Briefe bis 250 Gramm 4 Schillinge betrug.

Skyds

Als es noch keine Fähren im Liniendienst zwischen den Inseln gab, musste eine besondere Beförderungsregelung her, um den Einwohnern der verschiedenen Inseln den Austausch von Nachrichten zu ermöglichen. Diese Art der Beförderung von Reisenden und Post wurde als Skyds bezeichnet.
Diese Regelung zur Beförderung sah vor, dass in jedem Dorf ein Posthalter (so genannter Skydsskaffer) zu ernennen war. Dieser war dann zur Aufstellung einer Mannschaft für die Beförderung von Personen, Briefen und Paketen vom einen Dorf ins andere verpflichtet.
Diese Beförderungsregelung wurde um das Jahr 1865 herum eingeführt, zumal das erste diesbezügliche Gesetz 1865 in Kraft trat.

Die Beförderungstarife wurden vom Kreistag für jeweils fünf Jahre festgesetzt. Es gab drei Arten von Beförderung: Beamten-, Pfarrer- und Privat-Beförderung. Das Beförderungsentgelt war unterschiedlich. Dabei war das geringste Entgelt bei Beförderung durch Beamte zu zahlen, während Privat-Beförderung am teuersten war. Vor 1865 wurden diese Beförderungsleistungen unentgeltlich erbracht.

Alle gesunden Männer im Alter von 15 bis 50 Jahren waren zur Leistung gemäß der Beförderungsregelung verpflichtet, d.h. sie konnten sich nicht verweigern, ohne eine Strafe zahlen zu müssen.
Es war nicht immer ein leichtes Vorhaben, Post von einer Insel zur anderen durch gefährliche Gewässer zu befördern, zumal die Strömung oft stark ist.

Peter S. Johannesen, einer der ersten Postbeförderer , berichtet über einen Briefbeförderungsvorgang aus der Zeit, als die Beförderungsregelung noch galt. Der Brief, der von Tórshavn nach Hvalba auf Suðuroy gebracht werden sollte, war mit „K.T.“, d.h. Königlicher Dienst, gekennzeichnet und mit dem Vermerk „Unverzüglich zu befördern“ versehen, was heißt, dass das Schreiben baldmöglichst in Abhängigkeit der Wetterlage befördert werden sollte.
Der Brief wurde beim Posthalter von Tórshavn aufgegeben, der unverzüglich einen zur Beförderungsleistung verpflichteten Mann mit der Sache beauftragte. Dieser ging zu Fuß von Tórshavn nach Kirkjubøur, wo er den Brief beim örtlichen Posthalter ablieferte. Jener wiederum ließ den Brief mit einem Achter nach Sandoy rudern – dorthin, wo heute das Dorf Skopun liegt. Einer der Männer im Boot musste anschließend zu Fuß mit dem Brief nach Sandur gehen, um ihn an den dortigen Posthalter auszuhändigen. Danach ging er zum Boot zurück, das immer noch da lag, um auf ihn zu warten. Der Posthalter von Sandur beauftragte dann einen Mann damit, mit dem Brief nach Dalur zu wandern. Von dort wurde der Brief mit dem Boot nach Hvalba auf Suðuroy befördert. Hier wurde der Brief schließlich dem Pfarrer zugestellt.

Wegen starker Strömung und ungünstiger Witterung konnte die mit dieser Beförderung beauftragte Mannschaft nicht am selben Abend zurück nach Dalur rudern. Im Laufe der Nacht wurde das Wetter schlechter, so dass die Männer zwei Wochen lang auf der Insel bleiben mussten.

Die Beförderungsregelung blieb ungefähr bis zum 1. Weltkrieg in Kraft, wurde aber zu dieser Zeit nicht besonders oft in Anspruch genommen, zumal die Postgebühren verhältnismäßig niedrig waren, so dass die Post eine vernünftige Alternative darstellte.

Der damalige Poststellenleiter C.C. Danielsen leitete im Jahre 1905 den Bau eines neuen Postamts in der Stadtmitte von Tórshavn ein. Die Fertigstellung des Baus erfolgte im Jahr danach, wobei der Neubau am 1. Dezember bezogen wurde. Dies war ein historisches Ereignis, weil hier ein Bau zum ersten Mal eigens zur Nutzung als Postamt errichtet wurde.
Beim Briefträger auf dem Block handelt es sich um Simon Pauli Poulsen, Mørkabóndin genannt. Er beförderte die Post in der Gegend um das Dorf Fuglafjørður.

Die Arbeit als Briefträger barg viele Gefahren in sich. Die färöische Postgeschichte umfasst auch Berichte über tödlich verunglückte Briefträger. Der erste Unfall traf den 52 Jahre alten Jacob Eliassen, Jakki í Vági genannt. Im Jahre 1887 war Jakki über das Gebirge zwischen Klaksvík und dem Dorf Árnafjørður unterwegs. Es war zwar ein Wintertag mit schlechter Witterung, die Post musste aber trotzdem befördert werden. An diesem Tag jedoch sollte Jakki  seinen Bestimmungsort nie erreichen. Als er später tot aufgefunden wurde, lag seine Leiche auf einem Gesims unter dem Gebirgskamm, von dem er abgestürzt war.

Die Postverwaltung auf den Färöern stand bis 1976 unter dänischer Oberhoheit. Nach den  färöischen Parlamentswahlen im November 1974 beschloss das Løgting, dass die Postverwaltung auf den Färöern der färöischen Landesregierung zugeordnet werden sollte. 1975 wurden Verhandlungen zwischen der dänischen und der färöischen  Regierung zur Frage der Übernahme eingeleitet. Aus den Verhandlungen ergab sich die Übernahme der färöischen Postverwaltung durch die färöische Landesregierung zum 1. April 1976. Diese neue Einrichtung erhielt den Namen Postverk Føroya („Postverwaltung der Färöer“). Ein Widderhorn wurde als Logo gewählt, weil der Widder das Wappentier der Färöer ist.

Postverk Føroya - 25 ans
(2001)
La célébration de l'anniversaire des 25 ans des services postaux est purement symbolique, car les services postaux des Îles Féroé sont beaucoup plus anciens.
Le tout premier bureau postal vit le jour à Tórshavn en mars 1870. À cette époque, les services postaux des Iles Féroé étaient administrés par le Danemark et l'homme politique et maire de district, H.C. Müller, fut nommé administrateur.



Gérer les services postaux ne fut pas chose aisée la première année. En effet, il existait un nombre considérable de lois, de décrets et d'arrêtés dont le plus ancien datait de 1694. Une nouvelle loi fut promulguée le 1er avril 1871 et annula en tout 28 lois, décrets, tarifs et publications établis entre 1694 et 1868.

Le tarif au 18 février 1870 était de 8 sous pour une lettre pesant jusqu'à 15 g et de 16 sous pour les plis compris entre 15 g et 250 g. Le 1er avril 1871, les Îles Féroé adoptèrent le système national danois, dont le tarif était de 4 sous pour les lettres de 0 à 250 g.

Skyds

Alors qu'il n'existait pas de liaison régulière dans l'archipel, il fut nécessaire de mettre en place un système de transport spécial pour permettre aux habitants des différentes îles de communiquer. Ce système de transport par bateau s'appelait Skyds.
Dans ce contexte, chaque village nommait un coordinateur qui avait pour mission de rechercher des hommes pouvant transporter des passagers, du courrier ou des colis entre le villages.
Le système entra en vigueur suite à une loi votée en 1865.

Le tarif du skyds était déterminé par l'Assemblée du territoire tous les cinq ans. Il existait trois catégories : skyds de fonction, skyds religieux et skyds privés. Le skyds de fonction était les moins bien rémunéré et le skyds privé, le plus cher. Avant 1865, le skyds n'était pas rémunéré.

Tous les hommes de 15 à 50 ans déclarés en bonne santé étaient soumis au système skyds et ne pouvaient refuser la fourniture du service sous peine d'amende.

Le transport du courrier entre les îles n'a pas toujours été aisé. Les eaux étaient dangereuses et les bâteaux étaient souvent soumis à de très forts courants.
Peter S. Johannesen, l'un des premiers responsables du courrier, raconte un épisode du temps du transport par skyds : Une lettre de Tórshavn à acheminer à Hvalba på Suðuroy était marquée 'K.T.' (envoi royal) et portait la mention 'Urgent'.
La lettre fut d'abord remise au responsable du skyds de Tórshavn qui se chargea de trouver immédiatement un homme redevable. Ce dernier se rendit à pied à Kirkjubøur et confia la lettre au responsable du skyds du village qui organisait le transport par bateau jusqu'à Sandoy avec un équipage de huit hommes. L'un des hommes marcha jusqu'au village de Sandur où il transmis la lettre au responsable de skyds du village avant de retourner au bateau qui l'attendait. Un homme de Sandur se rendit ensuite à Dalur pour y remettre la lettre qui pris ensuite la mer jusqu'à Suðuroy où se trouvait le destinataire, le pasteur local.

Du fait des courants et de la mauvaise météo, l'équipage du bateau ne put retourner à Dalur le soir même. Les conditions météorologiques empirèrent au cours de la nuit et les hommes furent contraints de rester sur l'île deux semaines durant.
Le système de skyds, qui resta en vigueur jusqu'à la première Guerre Mondiale, fut très peu utilisé, car les tarifs postaux s'avéraient plus satisfaisant et constituaient une bonne alternative.

C. C. Danielsen, le responsable postal de l'époque, commença à construire un bureau de poste au centre de Tórshavn en 1905. La construction fut achevée l'année suivante. L'inauguration eut lieu le 1er décembre, une date historique car c'était la première fois qu'un bureau était strictement réservé aux services postaux.

Le facteur du bloc est Simon Pauli Poulsen, surnommé Mørkabóndin. Il portait des lettres depuis le village de Fuglafjørður.
La tâche du facteur pouvait être dangereuse, voire périlleuse. L'histoire postale a aussi son lot d'accidents mortels. La première victime fut Jacob Eliassen, dit Jakki í Vági, qui succomba à l'âge de 52 ans. En 1887, il traversa la montagne entre Klaksvík et le village d'Árnafjørður. C'était l'hiver, la météo était très mauvaise, mais il fallait bien transporter le courrier. Ce jour là, Jakki n'arriva jamais à destination. Plus tard, on découvrit son corps sous la crête où il tomba.

Les services postaux des Îles Féroé furent administrés par le Danemark jusqu'en 1976. Suite à l'élection de l'assemblée territoriale en novembre 1974, il fut décidé de confier leur administration à une entité locale. Dès 1975, le Gouvernement Danois et le Gouvernement du Territoire ouvrirent des négociations et le 1er avril 1976, la nouvelle administration revint à Postverk Føroya dont le logo représente une corne de bélier.

Postverk Føroya 25 år
(Tekst fra 2001)
25 år er kun et tidsskel - postvæsenet på Færøerne er meget ældre. Den første postekspedition blev oprettet i Tórshavn allerede i marts 1870. Dengang var postvæsenet dansk og Generalpostdirektoratet udnævnte den daværende rigsdagsmand og sysselmand H.C. Müller til at varetage postvæsenets interesser på Færøerne.



Det var ikke nemt at være postekspeditør det første år. Der var mange love, forordninger og bekendtgørelser, der skulle overholdes, hvoraf den ældste var fra 1694. Den 1. april 1871 trådte en ny postlov i kraft og den ophævede ialt 28 love, forordninger, takster og placater fra 1694 til 1868.

Portoen pr. 18. februar 1870 var 8 skilling for breve op til 15 g og 16 skilling fra 15 - 250 g. Men allerede den 1. april 1871 kom Færøerne ind under det indenlandske, d.v.s. det danske portoområde, hvor portoen var 4 skilling for breve fra 0 - 250 g.

Skyds

I tiden før der blev etableret rutesejlads mellem øerne, var det nødvendigt med et specielt transportsystem, for at folk fra de forskellige øer kunne udveksle beskeder. Dette system blev kaldt Skyds.
Det foregik på den måde, at der i hver bygd blev udnævnt en såkaldt skydsskaffer, der havde pligt til at skaffe mandskab til at transportere folk, breve eller pakker fra den ene bygd til den anden.
Skydssystemet blev i realiteten indført omkring midten af 1860'erne, idet at den første lov om skydsvæsenet trådte i kraft i 1865.

Taksten for skydsen blev fastsat af lagtinget for en 5-årig periode ad gangen. Der var tre typer af skyds: embedsskyds, præsteskyds og privatskyds. Godtgørelsen for skydsen var forskellig. Embedsskydsen var den billigste, mens privatskydsen var den dyreste. Før 1865 blev der ikke betalt for skyds.

Alle raske mænd i alderen 15-50 år var skydspligtige, d.v.s. at de ikke kunne sige nej, uden at få en bøde.
Det har ikke altid været en let opgave at transportere post fra den ene ø til den anden over farefulde farvande, hvor der ofte var kraftige strømme.

Peter S. Johannesen, der var en af de første postførere, fortæller om en brevtransport fra dengang der var skyds. Brevet, der skulle fra Tórshavn til Hvalba på Suðuroy, var mærket 'K.T'., d.v.s. Kongelig Tjeneste, og havde påtegningen 'Uopholdelig Befordring', d.v.s. at det skulle sendes afsted så hurtigt, som vejret tillod det. Brevet blev først givet skydsskafferen i Tórshavn, der straks fik fat i en skydspligtig mand. Manden gik fra Tórshavn til Kirkjubøur, hvor han afleverede brevet til skydsskafferen i bygden. Denne fik en båd med 8 mand til at transportere brevet til Sandoy - til stedet, hvor bygden Skopun ligger i dag. En af mændene i båden måtte derefter gå til bygden Sandur med brevet og aflevere det til bygdens skydsskaffer, hvorefter han gik tilbage til båden, der stadig lå og ventede på ham. Skydsskafferen i Sandur fik nu en mand til at gå til Dalur med brevet, hvorefter det blev transporteret med båd fra Dalur til Hvalba på Suðuroy. Her blev brevet afleveret til præsten. På grund af stærk strøm og dårligt vejr kunne skydsmandskabet ikke ro tilbage til Dalur samme aften. Om natten blev vejret værre og mændene måtte blive på øen i to uger.

Skydsvæsenet eksisterede helt op til omkring første verdenskrig, men blev ikke brugt så meget på det tidspunkt, idet postvæsenets takster var relativt lave og derfor et fornuftigt alternativ.

Det var den daværende postekspeditør C. C. Danielsen, der i 1905 påbegyndte byggeriet af et nyt posthus i Tórshavns centrum. Posthuset stod færdigt året efter og den 1. december blev der flyttet ind i den nye bygning. Dette var en historisk begivenhed, da det var første gang at en bygning var blevet bygget specielt til posthus.
Brevbæreren på blokken er Simon Pauli Poulsen, der blev kaldt Mørkabóndin. Han gik med post ud fra bygden Fuglafjørður.

At være brevbærer kunne være et farligt og risikofyldt job og den færøske posthistorie omfatter også beretninger om dødsulykker. Den første ramte den 52-årige Jacob Eliassen, kaldt Jakki í Vági. I 1887 var Jakki på vej over fjeldet imellem Klaksvík og bygden Árnafjørður. Det var vinter og vejret var dårligt, men posten skulle ud uanset. Denne vinterdag nåede Jakki dog ikke frem til sit bestemmelsessted. Hans lig blev senere fundet liggende på en afsats under den fjeldkam han var styrtet ud over.

Postvæsenet på Fæøerne blev på danske hænder indtil 1976. Efter lagtingsvalget i november 1974 blev det vedtaget af regeringen at det færøske postvæsen skulle overtages af det færøske hjemmestyre. I 1975 begyndte den danske regering og det færøske landsstyre at forhandle om overtagelsesspørgsmålet. Resultatet af forhandlingerne førte til, at det færøske hjemmestyre overtog postvæsenet på Færøerne fra 1. april 1976. Denne nye institution fik navnet Postverk Føroya. Et vædderhorn blev valgt som logo.

Postverkið føroyskt í fjórðingsøld
(Tekstur frá 2001)
25 ár eru bert eitt tíðarbil í føroysku postsøguni, tí longu í mars 1870 var fyrsta postavgreiðslan latin upp í Havn. Postverkið var danskt tá og aðalpoststjórnin (Generalpostdirektoratet) tilnevndi ríkisdagsmannin H.C.Müller sýslumann at taka sær av áhugamálum postverksins í Føroyum.



Starvið sum avgreiðslumaður var torført fyrsta árið. Lógir, reglugerðir og kunngerðir – onkrar frá 1694 – skuldu haldast. Árið eftir (1. april 1871) kom nýggj postlóg í gildi, ið strikaði 28 lógir, reglugerðir, uppsløg og gjaldskráir frá 1694 til 1868.
Postgjaldið var 18. februar 1870 uttanríkistakstur, 8 skillingar fyri brøv upp til 15 g og tvífalt, 16 skillingar frá 15 til 250 g. Longu árið eftir komu Føroyar við nýggju postlógini undir danska gjaldøkið, t.e. innanlands, og gjaldið var nú bert 4 skillingar fyri brævið (0-250 g).

Áðrenn regluligt samband var komið, var serligt flutningslag neyðugt til tess at fáa fólk og boð oyggjanna millum. Hetta var skjútsskipanin.
Hvør bygdin skuldi hava nevnara (eisini róptur skjútsskaffari), ið átti at fáa manning at føra fólk, brøv ella pakkar úr oyggj í oyggj.

Skjúts

Fyrsta lógin um skylduna at skjútsa kom í 1865, og løgtingið ásetti gjaldið fyri fimm ár í senn. Tað var ymiskt fyri tey trý sløgini: embætisskjúts fingu teir minst fyri, nakað meira fyri prestaskjúts og mest fyri almenningsskjúts. Lítið var goldið, men hetta var framstig, tí undan hesi lóg var einki gjald.
Hvør birgur maður, 15-50 ár á aldri, hevði skyldu at skjútsa og fekk bót, noktaði hann.

At føra post úr einari oyggj í aðra var mangan vandasigling í mysing og brotasjógvi. Peter S. Johannesen (Petur í Mattalág) var
millum teir fyrstu postførararnar. Hann hevur sagt frá eini ferð frá skjútstíðini. Bræv, skrivað í Havn, skuldi í Leirar í Hvalba. Tað var merkt K. T. – ið stóð fyri Kongelig Tjeneste – og Uopholdelig Befordring, ið bar í sær, at tað skuldi sendast beinanvegin, ið líkindi vóru.
Nevnarin í Havn fekk brævið og tilnevndi mann at fara um reynið til Kirkjubøar, har hann handaði nevnaranum har brævið. Hesin fekk áttamannafar at føra brævið um fjørð. Har lendu teir í óbygdum, har nú Skopunarbygd er. Maður fór fimur á fóti teir 4 fjórðingarnar heim á Sand at geva nevnaranum har brævið. Hann so norðuraftur til bátsfelagar sínar, ið lógu og bíðaðu.
Heimasandsnevnarin fekk nú mann til Dals við brævinum, haðani annar bátur fór við tí til Hvalbiar. Har var brævið latið prestinum í Leirum. Streymurin var harður og hann øtlaði sjógvin, so bátsmanningin noyddist at gista í Suðuroy, men har gjørdist liggjandi illveður, ið helt teimum veðurføstum í samfullar tvær vikur.

Skjútsskipanin helt sær til fyrra heimsbardaga, tá hon so við og við fjaraði burtur, tí at postgjøldini vóru lutfalsliga lægri.

Í 1905 fóru teir undir at smíða posthús í miðbýnum í Havn, og var tað tikið í nýtslu 1. desembur. Tað var avgreiðslumaðurin C.C.Danielsen (seinni postmeistari), ið fekk hetta í lag. Hetta var fyrsta hús í Føroyum til post burturav.

Maðurin á arkinum er Simon Pauli Poulsen (Símun Pauli á Mørk í Fuglafirði ella Mørkabóndin, sum hann var vanliga róptur). Hann gekk um fjøll við posti til Oyndarfjarðar og Hellanna/til Oyndarfjarðar, Hellanna og Elduvíkar.

Hetta starv kundi stundum vera vandamikið, og tí hava vit eisini dømi um, at maður lá eftir á. Fyrstu ferð var í 1887, tá Jacob Eliassen (nevndur Jakki í Vági) var á veg úr Klakksvík til Árnafjarðar, hóast vetur var og vánaveður. Posturin skuldi fram, hvussu líkindini vóru, men hesuferð kom Jakki ikki vegin fram. Hann var seinni funnin undir Svøðunum, har hann var farin útav. Hann gjørdist bert 52 ára gamal.

Postverkið var danskt til 1976. Eftir løgtingsvalið í novembur 1974 gjørdi Føroya Landsstýri av at gera postverkið føroyskt. Danska stjórnin og landsstýrið samráddust um yvirtøkuna í 1975, og endin var, at postverkið kom á føroyskar hendur 1. apríl 1976. Navnið var sjálvandi Postverk Føroya, og eins sjálvsagt var veðrahornið tikið sum búmerki.